Flere biler konfiskeres i Nordsjælland

Politiet beslaglægger rask væk farlige og fulde bilisters biler. To om ugen i Nordsjælland efter lovstramning.

60-årig kvinde fra Gilleleje måtte onsdag vinke farvel til sin bil, da politiet tog nøglerne og beslaglagde bilen, skriver Frederiksborg Amts Avis.
En stramning af færdselsloven betyder, at politiet i Nordsjælland fra nytår har beslaglagt otte biler.
- To beslaglagte biler om ugen siden nytår, det er altså mange. Det viser, at vi nu effektivt kan få sat en stopper for de bilister, der helt bevidst igen og igen blæser på lovgivningen, fortæller anklager i Nordsjællands Politi, Finn Beyer Paulsen.
Tirsdag stoppede Nordsjællands Politi en 23-årig ung mand på Kongevejen i Virum. Den 23-årige er to gange blevet frakendt kørekortet, fordi han gentagne gange har kørt for stærkt, over for rødt og venstre vej rundt i en rundkørsel. - Den 23-årige har bare kørt videre. Nu har vi beslaglagt farens kun to måneder gamle Citroën C3, fordi vi formoder, at den ikke er stjålet, men lånt ud til sønnen, fortæller Finn Beyer Paulsen. Kvinden som blev stoppet i Gilleleje onsdag formiddag har tidligere fået frakendt kørekortet for spirituskørsel, og hun har ikke generhvervet det siden. - Vi ved ikke, hvor mange gange, hun har kørt uden kørekort. Men vi har standset hende i juni 2011, den 6. januar i år og igen her onsdag. Det går jo ikke, så nu har vi beslaglagt bilen, lyder det fra anklageren i Nordsjællands Politi. Den nye lovgivning, der trådte i kraft 1. januar, betyder lidt firkantet sagt, at politiet nu skal beslaglægge en bil, hvis føreren inden for tre år bliver taget to gange for spirituskørsel eller tre gange uden førerret eller i frakendelsestiden.