Fiskere vil frifindes i Højesteret

Arkiv Foto: Lorry

Det er grov forskelsbehandling, når fiskere fra Gilleleje bliver idømt bøder for at fiske i et område, hvor eksempelvis tyske fiskere godt må fiske.

Det mener Danmarks Fiskeriforening, som derfor nu forsøger at få en række domme over fiskere fra Gilleleje prøvet ved Højesteret. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Fiskerne er i 2011 idømt bøder ved Helsingør Ret, hvor de også fik konfiskeret store kontantbeløb for ulovligt fiskeri. Også i Østre Landsret blev fiskerne dømt for at have fisket ulovligt i den såkaldte Zone 3 i Kattegat.

Zonen er yngleplads for torsk, og både danske og svenske fiskere har totalt forbud mod at fiske i netop denne zone, der ligger kun tre sømil nord for Gilleleje. Til gengæld må fiskere fra andre lande frit fiske i området, og det hænder jævnligt, at der kommer tyske fartøjer til Gilleleje for at lande jomfruhummere fra netop Zone 3.

- Der er tale om en principiel sag, som vi vil have prøvet ved den højeste retsinstans, siger Svend Erik Andersen, formand for Danmarks Fiskeriforening.