Foto: TV2/Lorry

Firmaer ind i skolebestyrelser

Skolereform: Gribskov Byråd har besluttet, at folkeskolernes bestyrelse fra august kan få repræsentanter fra både erhvervsliv og foreninger med på holdet. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Efter sommerferien kan erhvervsdrivende og andre aktører sidde med ved bordet til møder i skolebestyrelserne i Gribskov Kommune. Byrådet har netop ændret styrelsesvedtægterne, så det er muligt at supplere bestyrelsen med to eksterne repræsentanter. Formålet er at sikre et tættere samarbejde med lokalsamfundet i forbindelse med den ny skolereform, forklarer formand for Børneudvalget, Trine Egetved (V).

- I forbindelse med skolereformen bliver det relevant at lave et tættere samarbejde med aktører i lokalområdet. Det er oplagt at invitere nogle ind i skolebestyrelsen, fordi vi skal tænke undervisningen på en ny måde, siger hun.

Hun nævner, at det kunne være oplagt med en bestyrelsesplads til en lokal idrætsforening, når der skal mere bevægelse i undervisningen, men også virksomheder kunne byde ind med anderledes undervisning.

- Det kunne også være erhvervsdrivende, der kunne lave undervisning for skoletrætte drenge på et værksted, siger hun.

Bjørnehøjskolen i Annisse Nord har allerede afsat en plads til lokalrådet i Annisse.

- De har kontakt ud i lokalsamfundet, og de kontakter kan vi få glæde af, siger skoleleder Ole Petersen.

Stanna Øland, direktør for Sankt Helene Kursus-og konferencecenter i Tisvilde og blandt andet næstformand i Erhverv Gribskov, mener, at erhvervslivets engagement i skolerne kunne være en øjenåbner for børnene.

- Jeg tænker, at erhvervet kan skabe den relation til skolen, som får børnenes øjne op for, hvorfor de skal dygtiggøre sig. At den matematik, de døjer med, kan bruges til noget relevant. At geometri skal bruges af byggeriets folk, og at det at kunne nogle formler for trekanter og rektangler kan bruges til at udregne relevante ting i erhvervslivet, siger Stanna Øland.