Festival dropper fattige i Afrika

Afrikanske familier må se langt efter penge fra Foreningen Roskilde Festival. Talsmand for festivalen Esben Danielsen siger til DAGBLADET Roskilde, at foreningen ikke bidrager med donationer til Danmarks Indsamling i 2009, som i år indsamler penge under parolen »Giv afrikanske familier en fremtid«.

- Vi synes rigtig godt om Danmarks Indsamling, men regnvejret i 2007 er den direkte årsag til, at vi ikke bidrager med donationer i år, forklarer Esben Danielsen til DAGBLADET.
Efter regnskyllet i 2007 solgte festivalen kun 68.000 ud af de i alt 75.000 billetter i 2008. Alligevel donerede Foreningen Roskilde Festival 663.100 kroner i samme år til at bekæmpe afrikanske børns simple sygdomme som malaria, mæslinger og diarré. Indsamlingen foregik ved en flaskeindsamling 25. januar 2008, hvor foreningen donerede 250 kroner per flaske, indtil 1000 flasker var indsamlet.
Derefter donerede foreningen 150 kroner per flaske. I løbet af to timer nåede 3754 flasker festivalens pantbod, hvilket sendte 663.100 kroner videre til Danmarks Indsamling.
I 2007 donerede Foreningen Roskilde Festival omkring en million kroner. Talsmand Esben Danielsen afviser ikke, at donationssluserne igen bliver åbnet i 2010.
- Vi forsøger ikke at donere fast til formål, fordi det varierer, hvor stort vores overskud er. Vi beslutter fra år til år, hvor meget vi vil donere, siger Esben Danielsen.
Frygten for finanskrisen har fået danskerne til at spare. Talsmanden for Danmarks Indsamling 2009 Mogens Damgaard, som også er kommunikationschef for Red Barnet, regner dog med at nå sidste års resultat på 66 millioner kroner.- Det er nyt for mig, at Roskilde Festival ikke donerer penge i år. Det er selvfølgelig ærgeligt, men jeg er overbevist om, at både virksomheder og private er lige så gavmilde som sidste år, siger Mogens Damgaard.
Forhenværende koncernchef i Danfoss, Jørgen M. Clausen, appellerer til virksonhedernes gode hjerter på Danmarks Indsamlings hjemmeside. Han skriver:
- Danmarks Indsamling 2009 kommer på et tidspunkt, hvor ordet krise er blevet hver mands eje. Men i sammenligning med de mennesker, der kæmper mod sult, livstruende sygdomme og naturkatastrofer, må vi sige, at vi danskere har det temmeligt godt.
I år går 12 humanitære organisationer sammen om landsindsamlingen, som kulminerer den 24. januar i et tv-show på DR 1.

**** DETTE STOF ER VIDEREFORMIDLET AF RITZAUS BUREAU PÅ VEGNE AF ANDRE ****
//Betingelser for aflevering til Ritzaus citattjeneste:
- Stof på Ritzaus citattjeneste er udsendt på ansvar af det citerede/afsendende medie.
- Stof til Ritzaus citattjeneste skal afleveres som færdigredigeret citathistorie (inkl. kildehenvisning) i en sådan form, at Ritzaus abonnenter frit og uredigeret kan anvende hele teksten med kildehenvisning.