02:58

TV 2 Lorry fortalte i oktober om to hjemmerøverier i Hvidovre. Her talte vi med en 91-årig mand, der var blevet truet på livet i sit hjem. Politiet har endnu ikke be- eller afkræftet, om det er tale om de samme gerningsmænd, der nu er anholdt. Video: TV 2 Lorry

Fem personer er anholdt for 16 hjemmerøverier

Fire mænd og en kvinde er blevet anholdt for hjemmerøverier på Sjælland, Lolland-Falster og i Sydøstjylland.

Fem personer er blevet anholdt i en sag om op til 16 hjemmerøverier begået i hele landet. Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

De anholdte er fire mænd på henholdsvis 17, 19, 22 og 47 år og en kvinde på 50 år. De formodes at have samarbejdet og stå bag striben af hjemmerøverier, som er begået over en periode på halvandet år. 

Læs også Politi griber seriehjemmerøver på fersk gerning i Hvidovre

Røverierne er foregået på Sjælland, Lolland-Falster og i Sydøstjylland. Derfor har fire politikredse arbejdet tæt sammen om efterforskningen i sagen for at kunne finde og anholde gerningsmændene.

Politiinspektør Kim Kliver fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi er tilfreds med den samlede indsats mod bølgen af hjemmerøverier.

- Der er tale om meget grov kriminalitet, når mennesker bliver udsat for røveri i egen bolig. Det er stærkt grænseoverskridende, og det er ofte gået ud over ældre eller svagelige borgere. 

- Gerningsmændenes adfærd har været både truende og voldelig, siger han.

De fem hjemmerøvere er alle blevet anholdt indenfor ét døgn. 

Læs også Tillod politiets fartmåler: Familien igen udsat for hærværk

Nu venter arbejdet med at klarlægge forløbet og opklare striben af røverier for Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i samarbejde med de tre resterende politikredse.

Langt de fleste af de 16 røverier er foregået på Lolland-Falster, hvor der er foretaget otte røverier. 

Dertil er fem begået på Københavns Vestegn, mens Sydøstjylland har været udsat for to af røverierne. Ét enkelt er begået på Vestsjælland.

Natten til mandag blev den første af de frem røvere pågrebet. Klokken 04.11 blev gerningsmanden afbrudt af politiet, mens han var i færd med at begå et hjemmerøveri på Brostykkevej i Hvidovre. 

En anden gerningsmand sprang ud af vinduet og flygtede fra gerningsstedet. Han blev dog anholdt af politiet senere mandag formiddag.

Efterfølgende er yderligere tre personer blevet pågrebet og anholdt og blevet knyttet til serien af de grove hjemmerøverier. 

De fem anholdte vil blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Nykøbing Falster klokken 16.00 mandag eftermiddag. Den igangværende efterforskning vil afgøre, hvor mange af de anholdte der skal fremstilles.

/ritzau/