I forbindelse med et knivstikkeri på Lergravsvej på Amager tidligere på måneden har Københavns Politi torsdag formiddag anholdt fem personer.
Det oplyser politikommissær Hans Erik Raben.
- De er alle sigtet for grov vold, og de tre af dem bliver fredag fremstillet i et grundlovsforhør, siger han.
Det var en 39-årig amerikansk mand, som blev stukket med en kniv i låret.
Allerede samme aften skrev politiet i en pressemeddelelse, at den 39-årige ikke er banderelateret.
Knivstikkeriet skete den 16. august, hvilket var dagen efter, at der var et skyderi på Holmsbladsgade på Amager.
Her blev en 20-årig ramt af mindst to skud. Tre personer blev anholdt kort efter episoden.
I forlængelse af episoderne oprettede Københavns Politi en visitationszone på Amager, som skulle vare til 31. august.
Den er i dag blevet forlænget til 14. september.