FDM er ikke overrasket over bollesag fra Roskilde

Nogle gange går det lidt for hurtigt for betjentene, lyder det fra FDM, efter at en bollespisende bilist har vundet en bødesag ved retten.

En kvinde har fået rettens ord for, at hun ikke talte i håndholdt mobiltelefon, men derimod spiste en bolle, da hun i sin tid blev standset i sin bil af to betjente i Roskilde, som gav hende en bøde.

Spørger man bilisternes interesseorganisation FDM, er sagen fra Roskilde på ingen måde overraskende.

- Man må konkludere, at det nogle gange går lidt for hurtigt for betjentene. Jeg ved ikke, om de ikke er sikre nok, eller ser forkert, men vi bare konstatere, at det, som betjenten troede, han så, rent faktisk ikke var det, han så, siger juridisk konsulent hos FDM, Dennis Lange til TV 2 Lorry. 

Har oplevet lignende sager

FDM har gennem tiden hjulpet flere medlemmer, som har fået bøder for at tale i håndholdt mobiltelefon, og var lodret uenige med politiet.

- For et par år tilbage havde vi en håndfuld sager af den samme karakter, hvor vi hjalp nogle af vores medlemmer med at gå i retten. Og her vandt flere af medlemmerne, fortæller Dennis Lange.

Som eksempel nævner han en sag, hvor et medlem blev frifundet, fordi anklageren valgte at møde op uden betjenten, hvilket betød, at anklageren ikke kunne føre vidneforklaring.

- Og så kan det kun falde en vej ud, siger Dennis Lange.

Betjentes ord vejere ofte tungere

Han fortæller dog, at det er hans grundlæggende erfaring, at bødesagerne kan være svære at vinde ved retten, da en del dommere – ifølge Dennis Lange – tillægger politibetjentenes forklaring en højere sandhedsværdi end bilisternes.

quote Hvis man er i tvivl, så hellere lade tvivlen komme bilisten til gode.

juridisk konsulent hos FDM, Dennis Lange

- I en anden sag lykkedes det gennem en dommerkendelse at få hevet en opkaldsliste ud på medlemmets telefon. Den viste, at der i det pågældende tidsrum hverken var foretaget ind- og udgående opkald, ligesom der heller ikke var sendt sms’er.

- Men som jeg husker det, valgte dommeren at tilsidesætte de fakta og lagde i stedet vægt på betjentens forklaring og observation om, at bilisten havde talt i mobiltelefon, fortæller Dennis Lange.

Tvivl bør komme bilister til gode

I sagen om den grovbollespisende, kvindelige bilist, der blev standset i Roskilde, mente den ene betjent at have observeret kvinden tale i telefon, da hun kørte. Men i retten kom det frem, at betjenten og hans kollega ikke fandt en telefon i kvindens bil, ligesom de heller ikke fandt nogen anledning til at lede efter en telefon. Og det er problematisk, mener Dennis Lange.

- Det burde dog være sådan, at betjentene er hundrede procent sikre på, at der rent faktisk er begået en forseelse, inden de vælger at stoppe folk og udstede bøder. Hvis man er i tvivl, så hellere lade tvivlen komme bilisten til gode, siger han.

Ikke noget at tabe

Selvom det for mange bilister kan virke som en stor – og måske også lidt uoverkommelig mundfuld - at gå rettens vej, så er der – ifølge Dennis Lange – ikke noget at tabe udover selve sagen.

- Det er den mulighed, man har, hvis man vil undgå at betale sin bøde. Man kan jo også sige, at det ikke kan blive værre. Man har ikke noget at tabe, og straffen bliver heller ikke højere, hvis man taber. Men det er klart, at man skal bruge noget tid på det, og mentalt kræver det også nogle ressourcer. De fleste mennesker er jo ikke vant til at gå i retten.

- Og hvis man selv møder op uden advokat og ikke vinder sagen, så burde der heller ikke være nogen sagsomkostninger, siger Dennis Lange.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik