FCK's CL-kamp skal spilles i Ukraine

Uefa mener fortsat, at FC København skal rejse til Ukraine og spille fodbold om lidt mere end en uge.

FC Københavns kvalifikationskamp til Champions League mod FC Dnipro Dnipropetrovsk skal spilles i det østlige Ukraine den 29. eller 30. juli.

Den besked har FC København modtaget fra Uefa. Det skriver klubben på sin hjemmeside søndag.

FCK-ledelsen har henvendt sig til Uefa, fordi det danske udenrigsministerium lige nu betegner situationen i området som ustabil og direkte fraråder rejser dertil.

Københavnerne lyder dog ikke som nogen, der har stor lyst til at rejse til Ukraine for at spille den vigtige fodboldkamp kun godt og vel en uge efter, at et malaysisk passagerfly blev skudt ned over Ukraine.

- FC København tager Uefas svar til efterretning og er naturligvis klar til at spille kampen i Dnipropetrovsk, hvis både Uefa og de danske myndigheder finder, at det ikke er forbundet med en sikkerhedsmæssig risiko, skriver klubben og fortsætter:

- Klubben har gjort Uefa opmærksom på, at det i skrivende stund ikke er muligt at rejse til Dnipropetrovsk med fly, da hverken danske eller andre europæiske charterselskaber eller rutefly vil flyve til eller over området.

- Af samme årsag er det umuligt for FC København at planlægge og organisere rejse og program for såvel spillere, stab, fans og sponsorer.