Foto: TV2/Lorry

FCK på pinebænken efter spinkel sejr

FCK vandt 1-0, men kan få problemer i returopgøret mod Shamrock Rovers i kvalifikationen til Champions League.

FC København fik et acceptabelt, men langtfra prangende udgangspunkt i kvalifikationen til Champions League, da de danske mestre onsdag slog irske Shamrock Rovers med 1-0 i Parken.
Sölvi Ottesen scorede sejrsmålet på et hovedstød efter blot fire minutter og sørgede for, at det ikke ser helt håbløst ud inden returopgøret i Dublin på tirsdag.
De københavnske værter manglede en skadet Dame N'Doye i front og lagt sammen med den store sommerudskiftning i truppen, så var FCK meget langt fra sidste sæsons imponerende høje niveau.
De hurtige kombinationer og noget af modet var væk, og det lykkedes ikke at skabe mange målchancer mod en ellers overkommelig modstander.
Claudemir dominerende på midtbanen, men den nye Christian Grindheim lå - i modsætning til forgængeren William Kvist - og gemte sig, hvilket gjorde det svært at finde opspilsmuligheder.

Derudover savnede de to backer, Johnny Thomsen og Pierre Bengtsson, en anelse speed, og de var flere gange for passive til at skabe københavnske overtalssituationer på kanterne.
Også FCK's midterforsvar viste svaghedstegn. Efter en halv time var målscorer Sölvi Ottesen tæt på at forære en gigantisk chance væk, da han i straffesparksfeltet tæmmede bolden lige foran en modstander. Heldigvis slap københavnerne med skrækken.
Efter pausen pressede irerne lidt mere på, og i et par tilfælde var det ved at gå galt for hjemmeholdet. I den periode var det svært at tro på, at FCK for få måneder siden spillede om at komme i Champions Leagues kvartfinaler mod Chelsea.

De irske gæster havde ellers ikke meget at byde på, men ingen kender deres styrke, når de i næste uge har hjemmebanen i Dublin i ryggen.
Med en københavnsk præstation af samme kaliber er det ikke sikkert, at FCK får adgang til de to play off-kampe om en plads i Champions Leagues gruppespil.

Der er returkamp i Irland den 2. august.