Farlig pædagogmedhjælper får ny dom for overgreb

Bekymret mor anede uråd om 40-årig mand i Hedehusene. Nu skal han spærres inde på ubestemt tid.

En tidligere pædagogmedhjælper er fredag blevet dømt til indespærring på ubestemt tid, fordi han gennem mere end tre år begik seksuelle overgreb på to søstre i Hedehusene.

Et nævningeting i Retten i Glostrup fastslår, at den 40-årige Morten Bundgaard er så farlig for andre mennesker, at almindelig fængselsstraf ikke er nok til forebygge faren. Derfor er han idømt forvaring.

Også for ti år siden var han tiltalt for at krænke børn. Dengang drejede det sig om overgreb på en stribe piger og drenge i en børnehave ved Aarhus, hvor han var ansat.

Den aktuelle sag blev indledt, da en bekymret mor gik til politiet, som anholdt Bundgaard i november 2016. Lige siden har han været varetægtsfængslet.

I alt tre piger - to søstre på i dag 12 og 7 år samt den enes veninde - blev videoafhørt af politiet i forbindelse med efterforskningen. Det skete i et af de såkaldte børnehuse.

Beviserne rækker til, at nævningetinget har fundet den tiltalte skyldig i overgreb, som stod på fra 2013 til 2016, oplyser retten. Det ene af børnene blev udsat for analt samleje og for forsøg på det.

I øvrigt fandt politiet børneporno på mandens computer. Her lå billeder af to dildoer, som svarede til, hvad pigerne havde fortalt om. 

De to ofre er blevet tilkendt henholdsvis 80.000 kroner og 25.000 kroner i godtgørelse for tort - altså de krænkelser, de er blevet udsat for.

Sagen i retten har været lidt speciel, idet Morten Bundgaard ikke har ønsket at svare på spørgsmål.

Konklusionen om hans farlighed bygger retten dels på den tidligere dom og dels på anbefaler fra både Retspsykiatrisk Klinik og Retslægerådet.

Ved fredagens dom ønskede den 40-årige ikke straks at tage stilling til, om han vil anke til Østre Landsret. Det spørgsmål skal han afgøre inden 14 dage.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik