Fandt ofre for hjemmerøveri via homodating

Hjemmerøvere fandt deres ofre på en datingportal for homoseksuelle.

Via datingsiden boyfriend.dk fandt en røverbande i maj sidste år frem til deres ofre på Nørrebro og i Brønshøj.

På en aften blev tre mænd ofre for banden. De tre gerningsmænd tog kontanter og dankort fra ofrene. Efterfølgende tog de rundt til banker for at hæve penge.

I alt begik gruppen to røverier. Det første fandt sted på Veksøvej i Brønshøj. Her lukkede offeret den 23-årige gerningsmand ind. Offeret klædte sig af, og så gik røveren på toilettet.

 - Så ringede jeg til de andre, og de kom ind med masker på, fortæller den 23-årige mand mandag ved Retten på Frederiksberg, hvor de tre røvere er tiltalt.

Det intetanende offer blev derefter truet til at udlevere sit dankort. Røverne var bevæbnet med en attrappistol og en kniv.

Da mændene forlod stedet, fikserede de deres offer til stol ved hjælp af gaffatape. Manden fik også gaffatape for munden.

Ifølge den 23-årige blev han tvunget af en af de andre tiltalte, en 25-årig mand. Tidligere har han ellers forklaret, at han selv var ophavsmand til røveriplanerne.

 - Jeg skulle lave en falsk profil og aftale at have samleje med nogen. Han truede mig med at fortælle min far, at jeg var homoseksuel, hvis ikke jeg gjorde det. Jeg havde ikke anden udvej end at acceptere det, fortæller den 23-årige mandag i retten.

Den 25-årige afviser dog pure, at det hænger sådan sammen. Ifølge ham var de to gamle venner og havde tidligere lavet indbrud sammen. Men i flere år havde de ikke haft kontakt.

Efter at have begået røveriet i Brønshøj begik mændene et tilsvarende røveri på Nørrebro i København. Her blev to mænd ofre for røverne. 

Anklager Randi Tvile ønsker de tre mænd dømt for hjemmerøveri. Den 23-årige erkender sig skyldig i hjemmerøveri. De to andre mener kun, at de bør straffes for almindeligt røveri.

Den tredje tiltalte er en 27-årig mand, der i sagen fra Nørrebro dog kun vil erkende tyveri.

Om de tre mænd bliver dømt for hjemmerøveri, almindeligt røveri eller tyveri får stor betydning for strafudmålingen. Et hjemmerøveri straffes i udgangspunktet med fem års fængsel - almindeligt røveri og tyveri langt mildere.

Der ventes dom i sagen i juni.

De tre tiltalte har alle arabisk baggrund. Den ene er dansk statsborger, men de to andre bør ifølge anklager Randi Tvile udvises af Danmark for bestandig, hvis de bliver dømt.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret