Foto: TV2/ Lorry

Familie i knæ - må holde jul i skurvogn

Flæskestegen og de brunede kartofler må en familie fra det nordlige Køge i år indtage i to opsatte skurvogne uden for deres ubeboelige hus. Det skriver DAGBLADET Køge.

Det er nu seks måneder siden, at der kom revner i vægge, fundamenter, huller i tage og andre skader efter et fejlslagent ramningsarbejde uden for familiens ejendom.

Regningen for skaderne ventes at løbe op i et tocifret millionbeløb, men familien er endnu ikke kommet nærmere en afklaring på, om deres hus kan renoveres, eller om det skal rives ned.

Det ærgrer i dén grad Køges borgmester Flemming Christensen (K), der mener, at bygherren og familiens forsikringsselskab bør sikre familien vished for fremtiden.

- Det er en forfærdelig situation, familien er i. De er strandet i juristeri, og jeg er på borgernes vegne skuffet over, at VEKS og Codan kaster bolden rundt mellem hinanden frem for at tage den indbyrdes og få fundet en løsning, siger Flemming Christensen til DAGBLADET Køge.