Helle Gaba og hendes datter har de sidste to somre levet levet som vikinger. Og i år har hun så også taget sin kæreste og hans to børn med tilbage i tiden. Foto: TV 2 Lorry

Familie har levet som vikinger i fem dage: "En helt fantastisk ferie"

Hvert år holder 80 familier ferie som vikinger i Sagnlandet Lejre. For Helle Gaba og hendes datter er det noget helt specielt.

Helle Gaba og hendes 8-årige datter Chili har i år valgt at holde sommerferie på noget anderledes vis end de fleste andre danskere. 

I stedet for at tage i sommerhus eller rejse til udlandet, så har mor og datter i stedet valgt at tilbringe deres sommerferie i Sagnlandet Lejre, hvor de lever som en fortidsfamilie.

- Man kommer helt ned i tempo og helt ned i gear. Man glemmer lidt tid og sted. Der er ikke nogen, der kigger på et ur og siger, nu skal vi spise, siger Helle Gaba til TV 2 Lorry.

Det er anden gang, at mor og datter holder vikingeferie. Foto: TV 2 Lorry

Faktisk er det anden gang, at mor og datter prøver at leve som vikinger.

- Vi var afsted sidste år for første gang og havde en helt fantastisk ferie. Det er campingferie med historisk indhold. Og vi var enige om, at vi gerne ville afsted igen, siger Helle Gaba til TV 2 Lorry.

Dagene går med forskellige sysler såsom at male mel og arbejde med uld, træ og skind. Her er der ikke nogen, der har travlt.

- Man mærker bare efter i maven... er vi sultne? Og virker børnene gnavne eller trætte? Nå, men så er det nok på tide at spise, siger Helle Gaba.

Dagene går med forskellige sysler. Foto: TV 2 Lorry

11.000 kroner for en vikingeferie

I alt 80 familier tilbringer årligt deres sommer i Sagnlandet Lejre. Her lærer børn og voksne at leve som vikinger, og det indebærer blandt andet krigertræning - for vikingerne var jo i den grad kendt for at slås.

Det koster 11.000 kroner for en fem-dages vikingeferie, og selvom det kan lyde en anelse dyrt, hvis man sammenligner med eksempelvis prisen på en charterferie sydpå, så tjener sagnlandet i virkeligheden ikke så meget på det, fortæller Tania Lousdal Jensen, der er presseansvarlig i Sagnlandet Lejre.

80 familier tilbringer årligt deres sommer i sagnlandet.  Foto: TV 2 Lorry

- Det et er med til at sørge for, at vores miljøer lever, og man kan se en befolket landsby i stedet for tomme huse. Derudover er der også en stor formidlingsmæssig gevinst, og det er faktisk det allervigtigste for os, siger Tania Lousdal Jensen.

- Og så får familierne sådan en fem-seks dage helt nede i tempo og en helt anden slags hverdag, siger hun.

Blandt de mange familier, som hvert år prøver kræfter med et mere primitivt liv, er der flere forskellige tidsæraer at opleve.

Man kommer helt ned i tempo ude i sagnlandet. Foto: TV 2 Lorry

Sagnlandets rekonstruerede fortidsmiljøer tæller således både en jernalderlandsby, en vikingemarkedsplads og et 1800-tals miljø.  

Ifølge Tania Lousdal Jensen er der også den gevinst, at fortidsfamilierne kan bidrage til forskningen.

- Man kan for eksempel lave forsøg, hvor man ser på, hvad det er for nogle spor vores fortidsfamilier efterlader sig, og om de ligner nogle af de spor, som familierne i oldtiden efterlod. Det kan vi bruge til at se, om der er fælles mønstre, siger hun.

Børnene har især brugt mange timer i smedjen, for i vikingetiden er der hverken fjernsyn eller iPad. Foto: TV 2 Lorry

I år har Helle Gaba også taget sin kæreste Max og hans to børn, Mathilde og Simon, med tilbage i tiden.

- Det har taget farten af os. Vi kom jo ude fra dagligdagen af som alle andre og pludselig skulle vi samarbejde om alt, siger Max Hahnemann.

- Det har samlet os som familie, fortæller Max Hahnemann. Foto: TV 2 Lorry

Max Hahnemann fortæller, at de noget mere primitive forhold, end familierne er vant til hjemmefra, har rystet dem mere sammen. Og samtidig er der opstået helt nye venskaber.

- Hvis vi ikke hentede vand, så var der ikke noget vand. Hvis ikke der var små hænder til at løse små opgaver, så blev de ikke løst. Det har samlet os som familie. Men vi er også blevet ret tætte med de andre familier, siger Max Hahnemann.

I de timer, hvor sagnlandet har åbent, er fortidsfamilierne en slags levende udstilling.

- I starten var det underligt og jeg var meget genert. Men så føltes det bare naturligt, siger Mathilde Hahnemann.

Mathilde Hahnemann har vænnet sig til de mange nysgerrige blikke fra de besøgende. Foto: TV 2 Lorry

Børnene har især brugt mange timer i smedjen, for i vikingetiden er der hverken fjernsyn eller iPad.

- Altså man savner det jo lidt, men ikke så meget, som man tror. Jeg synes, det har været sjovt. Ugen går hurtigt. Jeg kunne godt have været her mere, siger Simon Hahnemann.

Simon Hahnemann kunne godt tænke sig at have tilbragt mere tid i sagnlandet. Foto: TV 2 Lorry

I dag er det fredag - opkaldt efter den nordiske mytologis kærlighedsgudinde Freja - og det er sidste dag, før  fortidsfamilierne skal vende tilbage til virkeligheden.

- Det bliver lidt tamt og lidt trist faktisk. Fordi vi har været 21 mennesker hernede i den her uge, og vi er kommet rigtig tæt på hinanden. Vi er nærmest blevet som en stor familie, siger Helle Gaba.

I indslaget nedenfor kan du møde fortidsfamilierne i Sagnlandet Lejre.

05:09

80 familier holder årligt ferie som vikinger.

Luk video