Færre skoletimer til børn i Helsingør

Helsingørs børn skal til at gå mindre i skole. skriver Helsingør Dagblad.

Hvis borgmester Johannes Hecht-Nielsens budgetforslag vedtages, betyder det nemlig, at Helsingør Kommune går den stik modsatte vej af, hvad andre investeringer på Helsingørs skolevæsen ellers signalerer, at politikerne vil. Budgetforslaget lægger op til en markant reduktion af undervisningstimetallet i kommunens folkeskoler.
- Det er flere år siden, at forældre i Helsingør Kommune, organiseret i Forældresamarbejdet, har været ophidsede overfor de kommunale politikere. Men nu sker det, siger Bo Søby Kristensen, formand for forældrebestyrelsen på Byskolen og medlem af Forældresamarbejdet.
Endnu er forslaget om det reducerede timetal så nyt, så forældre stadig er i gang med at gennemarbejde forslag og konsekvenser. Men indtil videre har forslaget dog fået samtlige skolebestyrelser til at sende en skriftlig reaktion til alle byrådspolitikere.
For et barn, der går i en af kommunens folkeskoler, kommer borgmester-forslaget om at skære ned på antallet af undervisningstimer til at betyde, at barnet samlede undervisningstid fra 1. til 9. klasse reduceres med mindst tre måneder og op til et halvt år.
Det vil med andre ord betyde, at et barn i Helsingør Kommune kan komme til at miste et halvt år af sin undervisning i sin tid i folkeskolen.
Det viser de foreløbige beregninger.
- Det er ikke tiden nu at udhule folkeskolens ydelser. Alle taler om det stik modsatte, nemlig at udvide og udvikle. Det er de helt forkerte signaler at sende for Helsingør. Og det virker samtidigt uforståeligt, når man først investerer mange penge i blandt andet computere, elektroniske tavler og andet udstyr. Og så siger, at børnene ikke skal komme så meget i skole, siger Bo Søby Kristensen.
Forældresamarbejdets officielle udtalelse til byrådsmedlemmerne lyder sådan:
- Den positive udvikling på Helsingør Kommunes skoler skal fortsættes.
- Som formænd for skolebestyrelserne i Helsingør Kommune er vi glade for at den positive udvikling, som er sat i gang over de seneste år, ser ud til at kunne fortsættes i 2011 uden besparelser på skolerne. Skolerne i Helsingør er i udvikling med tilførelse af nye IT- undervisnings midler, flere computere til børnene, konkrete projekter på hver eneste skole med forbedring af undervisningsmiljøet.
- Af samme grund er det naturligvis en rigtig dårlig ide, samtidig med disse mange nye investeringer på skolerne, at reducere undervisningstimetallet for vores børn. Det vil forringe undervisningstilbuddet og på mange måder helt udhule den positive udvikling på skolerne som netop nu er ved at få effekt.
- I skolebestyrelserne vil vi hellere glæde os til at fortsætte det positive arbejde ude på skolerne således at vi med tiden yderligere får forbedret undervisningsmiljøet og indlæringen til gavn for vores børn. Samtidig ser vi frem til en fortsat indsats med videre- og efteruddannelse af underviserne på vores skoler. Også det store vedligeholdelses efterslæb på skolerne som Niras rapporterne i 2009 konstaterede ser vi frem til at få bugt med ligesom vi over de næste år i skolebestyrelserne vil arbejde effektivt sammen med politikerne i Børne- og Ungeudvalget og embedsmænd i administrationen på at få bragt orden i økonomien på de enkelte skoler.