Foto: Københavns Vestegns Politi / Twitter

Færdselskontrol gav 100 sager - og flere gode røverhistorier

Yngre kvinde uden kørekort ringede efter efterlyst veninde, familiefar talte meget sagte og mand i stjålet bil kunne kobles til juleplyndringer.

Københavns Vestegns Politi har tirsdag haft en Twitter-fest i forbindelse med årets første større færdselskontrol.

Det skyldes blandt andet en episode med en yngre kvinde, der rutinemæssigt blev stoppet af politiet. Det viste sig, at hun ikke havde et kørekort, og af samme grund måtte hun naturligvis ikke køre videre.

Det var vores indtryk, at den straf, vi giver ham, ikke står mål med den straf, han står til på hjemmefronten.

 Erik Andersen, Københavns Vestegns Politi 

Kvinden, der er i 20'erne, ringede derfor til en veninde, der kunne komme og hente hende og bilen, så de kunne fortsætte. Her traf den strandede kvinde dog en beslutning, der nok vil nage hende i bagklogskabens ulidelige klarlys. 

Hun valgte nemlig at ringe til en veninde, der i forvejen var efterlyst af politiet. Det kunne betjentene fra Københavns Vestegns Politi konstatere, da de bad om at se venindens kørekort. 

- Hvis en person ikke har kørekort, så kan det godt være, politiet er lidt ekstra opmærksom på den ven, personen ringer til. Det er ganske enkelt godt politiarbejde, siger politiassistent Erik Andersen, der var operativ leder i forbindelse med dagens færdselskontrol.  

Hvorfor den efterlyste kvinde tænkte, at det var en god idé at møde op til en færdselskontrol, melder historien ikke noget om. 

Det eneste positive, jeg kan sige, er, at han formentlig har kørt ret pænt de seneste 49 år. 

 Erik Andersen, Københavns Vestegns Politi 

- Den første kvinde bliver sigtet for at køre bil uden kørekort. Hendes veninde skyldte nogle penge væk og skal stå skoleret i en fogedret. Så må dommeren tage stilling til, hvad der skal ske med hende, siger politiassistent Erik Andersen og fortsætter:

- Man får adskillige breve, inden man bliver efterlyst af politiet. Opfordringen skal være, at hvis man bliver tilsagt til at møde op i retten, så gør det i stedet for at blive anholdt af politiet.

Familiefar blev meget lille 

I løbet af dagen havde politiet fire hold ude, der i alt dukkede op otte forskellige steder i politikredsen - heriblandt Brøndby, Ballerup, Glostrup og Taastrup. I alt handlede 16 sager om personer, der kørte bil uden at have et kørekort. 

En af sagerne om kørekort handlede om et nydeligt, yngre par, der kom kørende med deres barn på bagsædet. Da manden, der kørte bilen, skulle forklare politiet, hvorfor han ikke havde noget kørekort, talte han med meget, meget sagte stemme.

- Det viste sig, at han været frakendt kørekortet i fem år, uden at han havde fortalt det derhjemme, siger Erik Andersen og tilføjer:

- Det var vores indtryk, at den straf, vi giver ham, ikke står mål med den straf, han står til på hjemmefronten.

Tirsdagen resulterede samlet i små 100 politisager, der dækkede over alt fra en enkelt narkokørsel til nedslidte dæk. Det lykkedes også politiet at stoppe en 67-årig mand, der aldrig havde haft et kørekort. 

- Det eneste positive, jeg kan sige, er, at han formentlig har kørt ret pænt de seneste 49 år, siger Erik Andersen.

Dagens største fangst var formentlig en mand, der blev stoppet i en stjålet bil uden et kørekort. Lidt politiarbejde kunne desuden afsløre, at manden havde plyndret to legetøjsforretninger op til jul. Det må vel være det, der kan kaldes et hattrick af politiet.