Færdselsforbryder må undvære bilen

En 19-årig mand fra Hundested er allerede dømt syv gange for at køre bil uden at have retten til førerbevis. Han har dertil seks verserende sager om netop samme forseelse, der venter på at blive afgjort ved domstolene, og påskedag blev han endnu engang standset af politiet, da han kørte ad Skåninggårdsvej i Frederiksværk. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Nordsjællands Politi beslaglagde hans bil på stedet. Bilen var i øvrigt heller ikke lovlig, da den ikke var indregistreret, og den 19-årige kørte som sædvanlig uden kørekort.
- I starten straffes den slags lovovertrædelse med bøder, der starter ved 5000 kroner og gradvist akkumulerer. Med så mange overtrædelser som ham her har, så risikerer han nu en fængselsstraf, og vi mener så også, at det er på sin plads at konfiskere hans bil, og derfor har vi foreløbig beslaglagt den, siger vagthavende ved Nordsjællands Politi.
En dommer skal nu afgøre, om den 19-årige kan få sin bil tilbage.