Foto: TV2/Lorry

For få ofre mødte deres gerningsmand i 2010.

Siden januar 2010 har politiet været forpligtet til at tilbyde konfliktråd mellem gerningsmand og den forurettede i sager, der egner sig til det.

Målet var, at hver af landets 12 politikredse skulle gennemføre 40 konfliktråd på et år, men det tal når langtfra alle kredse, viser Rigspolitiets tal. Det skriver Politiken Søndag.

Det endelige tal for 2010 er endnu ikke tilgængeligt, men ved den sidste mellemtid, der blev taget 31. oktober, havde politikredsene kun gennemført 224 konfliktråd og var dermed langt fra de 480 konfliktråd, der var målet.

»Jeg kan godt se på tallene, at vi ikke når i mål på alle områder, men det skyldes dels, at man skal gøre sine erfaringer, dels at man skal have sager, der er egnede, og hvor parterne er villige til at deltage«, siger Kim Kliver, der er leder af Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter (NEC), til Politiken.

Alligevel melder flere politikredse om positive erfaringer med systemet.
I Nordsjællands Politi har man tilbudt konfliktråd siden juni, og på et halvt år er det lykkedes at gennemføre 17 konfliktråd, hvoraf 13 har været voldssager, to har været nabostridigheder, en har drejet sig om ærekrænkelse og en om et røveri.
 
»Vi har fået virkelig gode tilbagemeldinger fra både gerningsmanden og den forurettede. Selv de, der var modvillige til at begynde med, ender ofte med at være glade for, at de deltog«, siger konfliktrådskoordinator Charlotte Wegener til Politiken.