Få bilejere klager over skatte-razzia

Der er langt mellem klagesagerne, viser Skats egen statistik, når ejere af firmabiler ramler ind i en skatterazzia og skal redegøre for deres brug af bilerne. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

De fleste bilejere vælger at acceptere, hvis de bliver fanget i en af Skats kontrolaktioner for at afdække snyd med blandt andet firmabiler. Det viser Skats egen statistik.

Fra den 1. januar 2011 og frem til nu er der kun blevet klaget over 26 sager. Det er vel at mærke ud af 491 sager landet over, hvoraf de 328 sager indtil videre er færdigbehandlet.

- Vi prøver at lave en så dyb sagsbehandling, at det står soleklart for enhver, der skal rådgive, at sige til hr. Hansen, at det ikke giver mening at klage sagen videre, siger Mikael Petersen, der er indsatsleder hos Skat.

Sagerne kan handle om manglende afgifter for flere hundrede tusinde kroner, og derfor erkender Mikael Petersen da også, at nogle vælger at kæmpe med næb og klør for at få omstødt afgørelsen. Ud af de 26 klagesager er seks indtil videre færdigbehandlet i enten Skatteankenævnet eller Landsskatteretten, og her har fire fået delvist medhold i klagen, mens to er fastholdt. Skat arbejder i øjeblikket på 57 nye sager, som blev resultatet af en razzia på Strandvejen i Charlottenlund Kr. himmelfartsdag, hvor i alt 365 dyre firmabiler blev vinket ind til siden.

Den slags aktioner er med til at mistænkeliggøre en masse mennesker, som bliver kastet ud i et langvarigt sagsforløb, hvis de vil klage, mener advokat og partner Christian Falk Hansen fra advokatfirmaet Tommy W. Christiansen.

- Det er ikke usædvanligt, at sager kører i 2-3 år, siger Christian Falk Hansen.

Undervejs rammer det den mistænkte hårdt. Bilen bliver tvangsomregistreret, man bliver beskattet af fri bil, kan ikke trække momsen fra og endelig bliver der nogle gange varslet en straffesag.

- Det er ikke sjovt for den, det går ud over. Det er en myndighed, man står over for, og den kan sådan set gøre, som den vil, siger Christian Falk Hansen.

I Skat afviser indsatsleder Mikael Petersen påstanden og peger på, at der skal mere end bagateller til at få en skattesag på halsen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik