Min mening: Et Danmark hvor alle er med

Sikandar Siddique (Å) vil vende den negative eksklusion til positiv inklusion ved at få alle med i et aktivt medborgerskab.

Af Sikandar Siddique, folketingskandidat for Alternativet i Københavns Omegns Storkreds

Jeg arbejder for et sammenhængende og inkluderende Danmark baseret på bæredygtig balance og retfærdighed.

Målet er, at alle mennesker, uanset baggrund, tilhørsforhold og etnicitet skal have de bedste muligheder for et godt liv og for at bidrage til samfundsfællesskabet. Udgangspunktet er godt, men samfundet er udfordret af, at mange føler sig udenfor, fremmedgjorte, utilpassede og i modforhold til samfundet i et slags ”modborgerskab”.

Unge dømmes ude

Det er specielt relevant for mange unge i de socialt udfordrede områder, der befinder sig i et ufrivilligt modborgerskab, hvor de misforstås og selv misforstår samfundets intentioner.

De kan have svært ved at navigere i et komplekst uddannelsessystem og mangler relationer til arbejdsmarkedet.

De føler sig dømt ude eller dømmer sig selv ude, som kan føre til, at de søger fællesskaber uden for samfundets regler og er åbne for rekruttering i misbruger- eller bandemiljøet eller i ekstreme religiøse fælleskaber.

MIN MENING

Frem mod det kommende folketingsvalg har TV 2 Lorry givet spidskandidater for alle partierne i storkredsene i Hovedstadsområdet mulighed for at komme til orde med holdninger og meninger.

Under overskriften "Min mening" skriver kandidaterne indlæg, som kan danne grundlag for en debat med andre kandidater og vælgere.

Modborgerskabet udfordrer samfundets sammenhængskraft, og det skaber utryghed og konflikt. Det har ingen positivt effekt på at ghettoisere tusindvis af boliger, indføre hårdere restriktioner for socialt udfordrede boligområder eller at skærpe strafferammen.

Et inkluderende medborgerskab

Jeg vil vende den negative og destabiliserende eksklusion til positiv inklusion ved at få alle med i et aktivt medansvarligt medborgerskab.

Ved positive tværgående fælleskaber, hvor børn, der vokser op i socialt udfordrede miljøer med begrænset relation og netværk til anderledes miljøer, ikke længere skal være i fare for at blive rekrutteret til kriminalitet og leve i utryghed.

I stedet skal de medvirke til at skabe tryghed for alle. De skal i job og uddannelse og opleve det positive medejerskab, der skaber grundlaget for det aktive danske medborgerskab.

Med inkluderende medborgerskab styrker vi samfundet og den enkeltes livsmuligheder. Det starter, når vi lader børn og unge fra socialt udfordrede kvarterer opleve andre levemåder og sociale kulturer, og sammen med andre børn og unge deltage i undervisnings-, sports-, fritids- og kulturaktiviteter på tværs af boligkvarterer og sociale kulturer.


Klik her for at læse flere fra 'Min mening'

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik