00:57

Estragonsukker og pære: Sådan laver du den perfekte risengrød

Risengrød med estragon og pærer – var det noget? Få grød-mesteren Lasse Skjønning Andersens tips til den perfekte risengrød.

December måned er over os – og det betyder risengrød i lange baner i mange hjem. Men hvordan laver man den perfekte risengrød?

Det ved Lasse Skjønning om nogen. Han ejer restaurantkæden Grød, som vitterligt kun serverer det, navnet antyder.

Det gør, at du får denne her cremede, lækre konsistens, som er så sindssygt vigtig for risengrød

Lasse Skjønning, ejer af Grød

Derfor er risengrød naturligvis også på menuen her i julemåneden, og Lasse Skjønning har gennemtestet, hvordan man får den helt rigtige, cremede konsistens i den traditionsrige juleret.

- Det, vi gør her, er at koge det op relativt hårdt, under jævnlig omrøring, med sødmælk – kun sødmælk. Så når noget af denne her stivelse, der er i grødrisene, er blevet udvundet, tilføjer vi mere mælk. Og så lader vi den koge langsomt op igen, imens vi rører i den relativt ofte. Det gør, at du får denne her cremede, lækre konsistens, som er så sindssygt vigtig for risengrød, forklarer Lasse Skjønning, der de seneste fem år har udvidet sin grødforretning, så den nu omfatter tre caféer i København, én i Århus og én på Frederiksberg.  

Pift op med pære

Hvis du vil pifte risengrøden op, er det bare med at eksperimentere med toppings. Her har Lasse Skjønning også et fif til, hvad man kan prøve af, hvis man vil udfordre den traditionelle variant med kanel og smør:

Frisk pære, estragonsukker og en smørklat. Det kan altså også noget

Lasse Skjønning, ejer af Grød

- Frisk pære, estragonsukker og en smørklat. Det kan altså også noget. Jeg er ikke ude på at sige, det er bedre, men jeg synes, man skal prøve det, hvis man gerne lige vil udforske risengrødsverdenen en lille smule, siger Lasse Skjønning.

Grød laver estragonsukker ved at blende frisk estragon – krydderiet, mange forbinder med bearnaise – med rørsukker.

Skæv vej til succes

Lasse Skjønning åbnede sin første grødbar som 21-årig på den hippe Jægersborggade på Nørrebro. På bare fem år har han åbnet yderligere fire grødbarer, udgivet kogebøger og kornprodukter og sælger instant-havregrød i Seven Eleven landet over.

Men succesen lå langt fra i kortene for den unge iværksætter fra Sydhavnen. Det var en nat i detentionen på Lasse Skjønnings 15-års fødselsdag, der fik hiphopperen til at skifte spor.

Se med søndag kl. 19.30, hvor vi fortæller om Lasse Skjønnings vej fra graffiti til grød.