Foto: Per Johansen

Endnu et vekselbureau i København får millionbøde

Endnu en sag om sjuskeri med regler mod hvidvaskning af penge har medført millionbøde til et københavnsk vekselbureau.

Det tidligere vekselbureau Monex City ApS, beliggende på Vester Farimagsgade i København, er i dag blevet idømt en millionbøde.

Bøden, på nøjagtig en million kroner, er fastsat på et retsmøde af Københavns Byret som straf for ikke at følge reglerne tilstrækkeligt, oplyser anklager Karina Ankergren fra Bagmandspolitiet til Ritzau.

Dermed følger dommen samme høje niveau som en række lignende sager, hvor regler mod hvidvask ikke er blevet overholdt.

Sagen er den seneste af sin art i København, hvor selskabet Uni Travel & Exchange på Nørrebrogade for knap en uge siden blev idømt en bøde på hele 92 millioner kroner, ligesom far og søn i firmaet hver blev idømt seks års fængsel.

Læs mere: Vekselkontor kendes skyldig i omfattende hæleri

Den nyeste sag er rejst, da vekselbureauet i 2013 ikke fulgte de regler, som skal hindre finansiering af terrorisme og hvidvaskning af penge. For eksempel indberettede Monex City ikke en række mistænkelige transaktioner til Bagmandspolitiet, ligesom de ved en række andre vekslinger sjuskede med både adresse og legimitation på kunderne, skriver Ritzau.