Foto: FOA

Endnu et plejefirma konkurs: 11 kommuner i klemme

Den private plejevirksomhed Trykhedsplejen er gået konkurs. Konkursen får i TV 2 Lorrys område konsekvenser for ældre i Ballerup, Rødovre, Herlev, Hvidovre, Ishøj, Køge, Lejre og Roskilde.

Endnu et privat plejefirma må dreje nøglen om og overgive sig.

Denne gang er det virksomheden Tryghedsplejen, der yder hjemmehjælp i 11 kommuner, der er gået konkurs. Det skriver FOA i en pressemeddelelse.

Det er kun få dage siden af Bonderosen, der ydede pleje- og rengøringshjælp til borger i både Halsnæs, Gribskov og Hørsholm gik konkurs. Og i foråret måtte Danmarks største private plejefirma Kærkommen også dreje nøglen om.

- Vi står desværre midt i en meget stor konkursbølge, og desværre står myndighederne mest og ser til, mens det tilsyneladende bliver ved. Hver gang er det de svageste ældre med behov for omsorg og pleje, der bliver tabere. Vi har set i denne uge, hvordan ældre i Nordsjælland må undvære deres hjemmehjælp, og nu lukker og slukker Tryghedsplejen lige op til en weekend hele 11 steder i landet,« siger forbundsformand Dennis Kristensen fra FOA.

Konkursen får i TV 2 Lorrys område betydning for ældre i Ballerup, Rødovre, Herlev, Hvidovre, Ishøj, Køge, Lejre og Roskilde.

Hvad de berørte kommuner nu gør her på tærsklen til weekenden vides endnu ikke, men TV 2 Lorry følger sagen.