Arkiv foto Foto: Lorry

Elever får maraton på skemaet

Når deltagerne til »BT Halvmarathon« står klar til maj, vil en stor gruppe elever fra Allerød Gymnasium være klar til at løbe de godt 21 kilometer. Sådan er forhåbningen på gymnasiet, som i går søsatte et nyt projekt, der skal motivere alle skolens elever til at prøve kræfter med den klassiske løbedistance om et halvt år, skriver Frederiksborg Amts Avis.

- Vores mål er at få alle 630 elever med, og vi vil arbejde for at få samtlige elever motiveret. Men vi er godt tilfredse, hvis vi får 100 elever til at gennemføre, siger vicerektor Ruth Kirkegaard til Frederiksborg Amts Avis.

Gymnasiet dannede i går en løbeklub for alle skolens elever og ansatte, som mødes til en løbetur hver torsdag efter undervisning. Samtidig blev 2y udnævnt til idrætsklasse, får løb på skoleskemaet to gange om ugen og et løbeur udleveret.

- Gymnasiet går ind i projektet ud fra den overbevisning, at faglighed, indlæring og koncentration hænger sammen med god fysisk form, velvære og trivsel. Samtidig er der den sidegevinst, at når eleverne har et fælles mål om motion, kommer det til at skabe fællesskabsfølelse, mener Ruth Kirkegaard.

Hos Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, DGS, er formand Frederik Gjørup Nielsen imponeret over gymnasiets udspil.
- Jeg har ikke hørt om noget lignende på det niveau før. Gymnasiet sætter et eksempel til efterfølgelse, og hvis man bare kan få 50 elever med, er det givet godt ud, mener Frederik Gjørup Nielsen.