Foto: TV2/Lorry

Efterspørgsel efter international klasse

Det er ikke tilladt for folkeskoler at oprette en klasselinje, hvor der undervises udelukkende på engelsk. Den mulighed er kun tilgængelig for privatskoler.

Det ærgrer flere internationale virksomheder i Rudersdal Kommune, fordi behovet for flere internationale klasser er til stede. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

- Vi har medarbejdere, som kommer til os fra udlandet, og de eneste skoletilbud, de har for at få deres børn i en engelsksproget klasse ligger i Hellerup og København, hvilket kan være dyrt for nogen at betale. Derfor er det ærgerligt, at der ikke er flere skolemuligheder for undervisning på engelsk, fordi det betyder meget for de internationale medarbejdere, at de har et velfungerende familieliv, når de skal arbejde og bo her i landet.

Samme holdning lyder fra virksomheden ALK, som har hjemme i forskerparken Scion DTU i Rudersdal Kommune.

- Der er et behov blandt de internationale medarbejdere for at få deres børn i en international klasse, og vi ville da være mere attraktive for den gruppe medarbejdere, hvis der var flere skolemuligheder, siger kommunikationsdirektør i ALK, Martin Barlebo.

I Rudersdal Kommune så man gerne, at der blev åbnet for, at folkeskoler også kan tilbyde undervisning udelukkende på engelsk. Både for internationale medarbejde og for danske forældre, der gerne vil have deres børn i en international folkeskoleklasse.

- Jeg ser meget gerne, at kommunerne får lov til at lave et internationalt grundskoletilbud, hvor undervisningen udelukkende foregår på engelsk. Det er i dag forbeholdt private aktører, siger Daniel E. Hansen (V), formand for Børne- og Skoleudvalget i Rudersdal Kommune.

Netop privatskolen Copenhagen International School i Hellerup oplyser, at der på flere klassetrin i grundskolen er ventelister.

- Hvis det ikke kostede noget at gå her, ville vi nok få over 1000 henvendelser, så efterspørgslen er stor, siger Thomas Nielsen, der er informationschef på CIS.