Foto: TV 2 Lorry

Efter årelang kamp: Nu fjernes skibsvrag ud for populær strand

Et skibsvrag ud for Amager Strandpark fjernes nu efter seks års kamp.

Siden 2014 har skibet Idun ligget som et skibsvrag ud for Amager Strandpark - lige ud for Helgoland.

Vraget har forplumret udsigten for de mange badegæster siden.

Efter årevis af kasten bold frem og tilbage mellem ejeren og staten, bliver vraget nu omsider fjernet.

Pengene til at fjerne vraget kommer fra en særlig pulje under Miljø- og Fødevareministeriet, der nu gør det muligt for Københavns Kommune at fjerne skibet. 

Det gamle vrag er ikke blevet fjernet tidligere, blandt andet fordi ejeren ikke har villet betale for at få det væk. 

Læs også Skulle grave ud til p-kælder - men så dukkede et skibsvrag op

Det at fjerne det gamle vrag er ikke helt lige til. Der skal en del undersøgelser til, da det foregår til havs. 

Skibet skal tømmes for sand, og så skal man sikre, at skibet ligger frit i vandet, før man kan trække det af sted. 

Sådan ser skibsvraget ud helt tæt på:

00:39 Luk video

Storm blev dødsstødet

Problemerne med slæbebåden Idun startede helt tilbage i år 2012. Skibet var købt i Tyskland og efterfølgende fragtet til Danmark, hvor ejeren sejlede det til Amager Strandpark og kastede anker nær Badeanstalten Helgoland.

Efter nogle måneder blev det dog anmeldt som ulovligt beliggende af Amager Strandpark I/S efter flere henvendelser fra utilfredse og bekymrede borgere.

Læs også Flydende fristad opstået midt i København - naboer er rasende

Men i stedet for at fjerne skibet helt, valgte ejeren blot at sejle det lidt længere væk fra kysten og dermed ud i statens farvand - og sådan fortsatte det frem til marts 2014, hvor ejeren legede kispus med myndighederne og skiftede frem og tilbage mellem de forskellige myndigheders farvande.

En forårsstorm under navnet Carl tilbage i år 2014 blev dog dødsstødet for den gamle slæbebåd, som gik på grund under de voldsomme vejrforhold.

Ejeren forsøgte at trække den væk, da den først var gået på grund, men kom ikke meget længere end 165 fra kysten - og dermed i statens farvand, der begynder efter 100 meter ved Amager Strandpark.

Og der har det ligget på grund lige siden.

Læs også Dykkerentusiaster jubler: Københavns nye skibsvrag på plads

Ejeren er blevet idømt bøder og har fået påkrævet at fjerne vraget, men ejeren kunne ikke betale regningen.

Ifølge Kystdirektoratet var skibsvraget hverken til gene for skibstrafikken eller havmiljøet, og dermed ikke livsnødvendigt at få fjernet - selvom det lå som en stor bunke affald i havet til gene for mange tusinde borgere.

Få historien om skibsvraget Idun her:

02:59

Indslag fra 2016, hvor mange råbte højt om at få fjernet vraget.

Luk video