Foto: TV2/Lorry

Dyrenes Beskyttelse advarer: Højsæson for hjortepåkørsler

Hovedstadsområdet har høje bestande af hjorte - og i øjeblikket mister mange af dem livet, fordi de bliver ramt af biler

Hele 40 gange om dagen modtager Dyrenes Beskyttelses vagtcentral for dyr i nød i øjeblikket besked om hjorte, der er blevet ramt i trafikken.

Det oplyser organisationen Dyrenes Beskyttelse, og den advarer bilisterne om, at ligenu er det højsæson for påkørsel af hjorte. Det skyldes de mørke morgen- og aftentimer.

-Det tidspunkt på døgnet, hvor dyrene bevæger sig meget rundt, er i dæmring, skumring og om natten - altså de mørkere tidspunkter. Og jo mere vi går ind i efteråret, jo mørkere bliver det, og på den måde falder vores myldretid sammen med dyrenes. Vi kører til og fra arbejde i mørke, og det er også på det tidspunkt, dyrene bevæger sig omkring. Og så stiger antallet af påkørsler," siger Michael Carlsen, der er zoolog i Dyrenes beskyttelse.

Nedsæt risikoen for at påkøre en hjort

  • Er der skov eller anden natur langs vejen og er det ved at være mørkt, så sæt farten ned. 
  • Hold øje med reflekser fra dyrenes øjne nær vejen. Ser du reflekser eller selve dyrene - så sæt farten yderligere ned. Snegl dig forbi.
  • Pas på - dyrene opfører sig ikke altid "fornuftigt" i trafikken. De vælger måske at løbe over vejen for at komme væk - og hvis der er ét dyr, er der ofte flere. Selv om én er løbet over vejen foran dig så tro ikke, at faren er drevet over. Der kan komme flere.

Organisationen får ligenu de fleste henvendelser i tidsrummene 6-9 morgen og 19-21 aften.

 

Læs også Redningsaktion: Rådyr sprunget i vandet ved Langebro

 

Og skulle uheldet være ude, så kan man altså ringe til vagtcentralen på  nummer 1812, og så bliver der sendt hjælp til det kvæstede dyr.