Foto: TV2/Lorry

Dumpet skole får ny leder

En placering på en liste over 17 dårlige skoler i Danmark er nu medvirkende til, at Gribskolen får ny skoleleder, skriver Frederiksborg Amts Avis.

Græsted Skole blev i oktober stemplet som en dårlig skole, fordi den optrådte på Undervisningsministeriets liste over 17 skoler i Danmark, der har problemer med kvaliteten. Og selv om listen blev trukket tilbage igen på grund af for mange fejl, blev det besluttet, at der skulle gøres en indsats for at rette op.

Derfor søger kommunen nu en ny leder med en stærk pædagogisk profil til Gribskolen, der er en sammenlægning af Græsted Skole og Tingbakkeskolen.

- Der skete jo det, at skolen var blandt de 17 skoler, der var med på den ministerielle liste over dårlige skoler i Danmark. Afgangskaraktererne lå dårligt set i forhold til de socioøkonomiske kriterier, siger den nuværende skoleleder, Kurt Nymann.

- Vi talte om, hvilke tiltag der skulle til, og selv om jeg selv og de fleste af mine kolleger nok vil sige, at jeg er en stærk pædagogisk leder, har jeg en endnu større styrke på den driftsmæssige del. Vi har ikke haft underskud, og der har altid været orden i tingene i de syv år, jeg har været leder. Så man har sagt, at vi laver en kombination med en stærk driftsleder og en endnu stærkere pædagogisk leder, siger Kurt Nymann, der fra årsskiftet overtager den daglige ledelse af Tingbakke-afdelingen samtidig med, at han fortsat står for driftsansvaret.

Skolechef i Gribskov Kommune, Kim Kristiansen, giver ikke rapporten hele skylden for lederskiftet, men peger i stedet på, at man generelt har et ønske om at løfte det faglige niveau.

- Det er ikke nyt, at vi vil styrke fagligheden, men det giver selvfølgelig noget omtale at lande på sådan en liste. Men det ændrer ikke på, at vi har et samlet ønske om, at skolerne skal udvikle sig fagligt, siger han.