Foto: TV 2 Lorry

DSB indfører timinuttersdrift til lufthavnen

Afskaffelsen af ID-kontrollen betyder, at pendlerne nu kan glæde sig over flere tog.

DSB tager nu bestik af, at den svenske regering har afskaffet ID-kontrollen på dansk grund.

Fra mandag kører Øresundstogene atter hvert tiende minut i begge retninger til Ørestad og Tårnby stationer og videre til Københavns Lufthavn, Kastrup. Det oplyser DSB i en pressemeddelelse.

Den tid, der tidligere er blevet brugt på grænsekontrollen i Kastrup vil nu blive brugt på de to stop. 

Læs også Sverige dropper ID-kontrol

Fortsat ikke timinuttersdrift til Sverige

Tre tog dagligt vil dog fortsat ikke standse på de to stationer. Det drejer sig om afgangene 7.28 og 10.28 fra Københavns Hovedbanegård, der ikke standser på Tårnby, men kun på Ørestad, mens afgangen 9.08, ligeledes fra Københavns Hovedbanegård, kører direkte uden stop til lufthavnen.

Der er fortsat ikke timinuttersdrift til Sverige. Hvert andet af togene har således endestation på Københavns Lufthavn.

Tager man toget mod Sverige i dag torsdag, giver DSB klokken 19 kaffe på perronen på Københavns Hovedbanegård.