Forsinkelser, aflysninger, togbusser og propfyldte tog har været hverdag for mange sjællandske togpassagerer. Foto: Jens Nørgaard Larsen - Ritzau Scanpix

DSB giver millioner i kompensation til sjællandske pendlere

Mere end 5.000 pendlere får erstatning på i alt 5,2 millioner kroner fra DSB, der beklager propfyldte tog og aflysninger.

2018 har været et sandt mareridtsår for mange togpendlere på Sjælland.

Forsinkelser, aflysninger, togbusser og propfyldte tog var gennem flere måneder hverdag for tusindsvis af pendlere, efter at en række defekte ME-lokomotiver blev taget ud af drift tilbage i januar.

Som et plaster på såret lovede DSB i foråret en 20 procent ekstra kompensation via rejsegarantiordningen til de mange passagerer, som var generet af problemet.

Det har vist sig at være bekostelig affære i millionklassen.

Tony Bispeskov, informationschef hos DSB, oplyser til TV 2 Lorry, at man har udbetalt i alt 5,2 millioner kroner tilbage til omkring 5.443 togpassagerer, som har pendlet på fem strækninger i perioden fra 26. januar til 31. maj i år. 

Det svarer til 955 kroner per passager.

- Vi har udbetalt pengene, som lige nu ligger i systemet og er på vej ud til kunder. Så her de kommende dage vil der være folk, der får de her 20 procent tilbage, siger Tony Bispeskov.

Læs også Revnedannelser i lokomotiver påvirker togtrafik på mandag

Et ringe produkt

DSB hev i alt 33 ME-lokomotiver ud af drift, efter der blev fundet begyndende revner i nogle af akslerne på togene.

De pendlere, som vil blive økonomisk kompenseret, er tilmeldt DSB's Pendler Rejsetidsgaranti og har kørt på mindst én af fem særligt berørte strækninger. 

Det drejer sig om togstrækningerne København - Kalundborg, København - Nykøbing F, Roskilde - Køge - Næstved, København - Roskilde, København - Ringsted.

- Når man tager 33 lokomotiver ud og dermed mange tusinde pladser, så medfører det væsentlig færre pladser til pendlerne og dermed også mange, der må stå op. Men det betyder også mange aflyste tog. Derfor blev det desværre også et noget dårligere produkt, end kunderne kunne forvente og er vant til. Det erkender vi, siger Tony Bispeskov.  

Han oplyser, at samtlige af lokomotiverne vil være tilbage på skinner efter sommerferien. 

Det fremgik tidligere af artiklen, at 22.797 pendlere får erstatning. DSB har efterfølgende korrigeret dette tal til 5.443 pendlere.