The Australian Bar, Vestergade, Kbh. Foto: Lorry

Drukkonkurrencer er overtrædelse af loven

Festarrangører må ikke opfordre gymnasieelever til druk som i tilfældet på Australian Bar, mener Forbrugerrådet. Nu aflyses festerne.

Det er en klar overtrædelse af markedsføringsloven, når festarrangører inviterer gymnasieelever til drukkonkurrencer på Australian Bar i København på hverdagsaftener. Det siger Mette Boye, som er afdelingschef i Forbrugerrådet.

Læs også: Diskoteker lokker elever til hverdagsdruk

På Australian Bar bliver der arrangeret såkaldte "gymnasiekrige", hvor gymnasieelever konkurrerer mod andre skoler om, hvem der kan drikke mest, mens der er fri bar. Og det er langt over grænsen, mener Mette Boye, der er afdelingschef i Forbrugerrådet:

-Det er ikke i orden, at virksomheder opfordrer børn og unge til at drikke alkohol. I det her tilfælde er det ikke bare et spørgsmål om en opfordring til at drikke, her er der også tale om umådeholden druk, fordi der er tale om en konkurrence om, hvem der kan drikke mest. Derfor er vi langt over grænsen. Vores holdning til sagen er, at det bestemt ikke er lovligt, siger Mette Boye til DR København.

Arrangementerne bliver aflyst

Hun opfordrer til, at sagen bliver taget op i Alkoholreklamenævnet, og at Forbrugerombudsmanden ser på sagen.

Efter bestyreren på Australian Bar, Jim Jørgensen, er blevet konfronteret med arrangementet, har baren valgt at aflyse gymnasiekrigene. Samtidig understreger Jim Jørgensen i en skriftlig udtalelse til DR Købehavn, at det ikke er Australian Bar, der står for arrangementet.

- Det er eksterne arrangører, der står for dem. De har ikke markedsført eventet inden for de aftalte rammer, og vi ønsker ikke at stå inde for det i vores forretning. Derfor har vi bedt dem aflyse, skriver Jim Jørgensen.