Domprovst bakker op om Hamas-slogan på Stefanskirken

Anders Gadegaard er domprovst i Københavns Domkirke Foto: TV2/Lorry

Det er vigtigt, at Kirken bidrager til den offentlige debat. Også når det handler om Israel-Palæstina-konflikten, siger Domprovst i Københavns Stift Anders Gadegaard til P4 København.

Kirken har hængt sloganet op "Alle liv tæller. Fra floden til havet", hvilket oprindeligt kommer fra den palæstinensiske Hamas-bevægelse.

- Jeg synes, det er fint, at man fra kirkeligt hold bidrager til debatten og de helt store spørgsmål om fred og forsoning. Og konflikt er jo oplagt i kirkelig sammenhæng, siger han.

Han bakker dermed op om sognepræst i Stefanskirken, Pernille Østrem, der ifølge Kristeligt Dagblad har sat sloganet op, fordi hun mener, det handler om fred og bliver brugt på begge sider af Israel-Palæstina-konflikten.

Anders Gadegaard mener, det ligger i det kristne budskab, at præster skal bidrage til debatten. For som præst kan man ikke prædike fred uden også at give eksempler. For ham er det klart, at Israel-Palæstina-konflikten er en del af debatten. Særligt når det handler om Palæstina, hvor der lever et kristent mindretal.

Domprovst: Præster skal være uforsigtige, ellers ville det være kedeligt at høre på

- Præster skal være uforsigtige og vove det ene øje i deres fortolkning af evangeliet i forhold til samtiden. For hvis man aldrig sagde noget, der kunne skræmme nogen som helst væk, så ville der slet ikke være nogen der kom. Så ville det være for kedeligt at høre på, siger han.

Kirkeordfører for Enhedslisten, Jørgen Arbo-Bæhr, bakker op om Anders Gadegaard. For selvom præster er offentligt ansat, så må de gerne bruge deres ytringsfrihed.

- Der er hundredtusindvis af offentlige ansatte som får løn af vores skattepenge, og selvfølgelig bruger de også deres ytringsfrihed til at blande sig i debatten. Jeg synes, at det er den bedste måde at få debatten op på overfladen i stedet for at gå og skjule det, siger han.

Men Folkekirken er et sted man skal kunne komme uanset politisk overbevisning, mener Dansk Folkepartis kirkeordfører Christian Langballe.

Han er meget imod sognepræstens måde at udtrykke holdninger på.

- Man kan sagtens bruge en aktuel situation til at perspektivere ens prædiken. Det gør jeg også selv som præst. Men jeg synes, der er stor forskel på, at man hænger et banner op uden for kirken. Det betyder, at folkekirken bliver brugt som en bulldozer for ens eget politiske standpunkt, siger han til P4 København.