Distortion 2016 Foto: Magnus Nygaard

Distortion bugner med hittegods: Mangler du din rygsæk?

København var på den anden ende, da op mod 150.000 festglade mennesker deltog i Distortion. Men mange glemte deres ting - og de skal til at afhentes.

Distortion er vel overstået for de fleste. Tømmermændene har lagt sig, og for størstedelen er stemmen vendt tilbage og den irriterende hylen for ørene har lagt sig.

Men selvom gadefestlighederne sluttede i fredags med den store finale på Refshaleøen, må manges tanker stadigvæk kredse om uge, hvor enten kreditkort, pung, mobiltelefon, pas, id-kort eller nøglerne forsvandt i gadefestens virvar.

Men for de mange er der håb endnu. CrowdEyes, der er Distortions officielle samarbejdspartner for hittegods, har fået mange personlige effekter indleveret - og de kan afhentes på Distortions lokale hittegodskontor indtil ugens udgang.

Herefter bliver de udleveret til hittegodskontoret i Vanløse.

- Vi har allerede hjulpet mange, og har haft nogle fantastiske oplevelser, lyder det i pressemeddelelsen, der fortsætter:

- En dansede syngende rundt, da han fik sin pung tilbage, andre takker os med et kram, tårer i øjnene og et stort smil.

Ifølge PR og Marketingskoordinator for CrowdEyes, Cathrine Glejborg Mogensen, er der masser af ting, som stadigvæk mangler sin ejermand.

- Det mest mærkelige, vi har fundet, er måske en opholdstilladelse og en form for imigrationspapirer fra Mexico. Men vi har også fundet en masse rygsække indeholdende meget personlige genstande fra arbejdstøj til ure, der stadigvæk ligger i æsker, siger Cathrine Glejborg Mogensen til TV 2 Lorry.

- Det vi har fået mest af, er mobiltelefoner. Dem har vi rigtig mange af. Og rigtig, rigtig mange nøglebundt og tasker.

Savner du noget, som forsvandt under Distortion, så er det nemmeste, du kan gøre, at downloade appen CrowdEyes til din telefon og se, om netop din manglende taske, nøglebundt, kreditkort eller andet er blevet fundet.

Du kan også møde op på Nørre Voldgade 27, 2. sal, hvor CrowdEyes holder til - men tjek lige app'en først. Hvis din taske er der, skal du nemlig 'kræve' den retur via app'en først.