Danskerne frygter raceuroligheder

Næsten to ud af tre danskere frygter, at den igangværende konflikt mellem Hells Angels og indvandrerbander udvikler sig til en regulær racekrig. Det viser en meningsmåling, som analyseinstituttet Megafon har foretaget for Politiken mandag og TV 2.

Her erklærer 65 procent af de 1.474 adspurgte sig helt
eller delvist enige i et udsagn om, at de frygter, at
bandekrigen udvikler sig til deciderede raceuroligheder med
gadekampe og optøjer. Kim Kliver, chef for Rigspolitiets
Nationale Efterforskningscenter (NEC), mener ikke, at
raceuroligheder er et sandsynligt scenarie i Danmark:»Men jeg
kan godt forstå, at folk er bekymrede. Jeg kan kun opfordre til,
at man kigger på det faktuelle og ikke retorikken fra de
forskellige parter i konflikten. For jeg er nødt til at sige, at
der ikke er grundlag for den bekymring, folk udtrykker.
Konflikten mellem bander og rockere handler om kriminalitet,
ikke om race«, siger Kim Kliver til Politiken. Meningsmålingen
viser, at kvinder er en del mere bekymrede end mænd. Og at
frygten for raceuroligheder paradoksalt nok er størst hos folk,
der ikke bor i hovedstaden, selv om københavnerne har
bandekrigen tættest inde på livet. Sociolog og bandeekspert
Michael Hviid Jacobsen mener, at 'Sjakal Manifestet' udelukkende
har til formål at dreje fokus væk fra rockernes kriminalitet og
at hverve nye medlemmer. Han kan dog godt forstå folks bekymring
for raceuroligheder i lyset af retorikken fra HA. »Men min
vurdering er dog, at det er en smule overdrevet. Jeg har ikke
indtryk af, at 'Sjakal Manifestet' giver anledning til hverken
raceuroligheder eller omfattende optøjer i gaderne. Når alt
kommer til alt, så drejer bandekrigen sig ikke om racekamp, men
om kontrol med det kriminelle marked og hævn for konkrete
skudepisoder«, siger han til Politiken.