Danskerne flygter fra deres bank

Finanskrisen får danskerne til at skifte bank som aldrig før. Ifølge en ny opgørelse fra bankguiden Mybanker.dk er danske bankkunder gennem de seneste måneder blevet stadig mere troløse, når det gælder deres pengeinstitutter, skriver Berlingske Tidende.

»Der bliver flyttet penge mellem bankerne som aldrig
før - næsten fire gange så meget som før finanskrisen,« siger
administrerende direktør i Mybanker.dk John Norden. Bankerne
ønsker ikke at oplyse nøjagtigt, hvor mange kunder de har.
Derfor er Mybanker.dks opgørelse noget af det nærmeste, man kan
komme omfanget af danskernes pengeoverførsler mellem bankerne.

Og her viser opgørelsen, at private bankkunder før krisen
flyttede fire mia. kr. via Mybanker.dk - det tal er nu steget
til 14 mia. kr. Udviklingen skyldes primært den finansielle
krise og det spektakulære krak i Roskilde Bank, der for alvor
satte spørgsmålstegn ved bankernes robusthed, vurderer flere
eksperter og Forbrugerrådet.

»Vi ser i øjeblikket et marked med
stor usikkerhed, og der opstår ofte muligheder for at placere
pengene bedre et andet sted,« siger Carsten Holdum, der er
cheføkonom i Forbrugerrådet.

Ifølge professor på Copenhagen
Business School Finn Østrup er der især tale om, at danskerne
flytter dele af deres opsparing til andre banker i stedet for at
have alle deres konti samlet i én bank.

»I disse tider er der
nok mange, som er bange for at deres udlån bliver opsagt, selv
om der ikke er bevis for, at det rent faktisk sker. Derfor
spreder de deres engagement til flere banker for at føle sig
mere sikre,« siger Finn Østrup.

Finanskrisen har fået flere
banker til at skrue op for bl.a. udlånsrenterne, og det kan
hurtigt resultere i en sand kundeflugt fra de dyreste banker,
vurderer John Norden.

»Når det først går op for bankkunderne,
hvad finanskrisen konkret betyder for dem - nemlig at deres bank
pludselig skruer op for rentemarginalen og gebyrerne, så er jeg
ikke i tvivl om, at der sker et boom i antallet af danskere, som
vælger helt at forlade deres gamle bank,« siger John Norden, der
understreger, at både de små og mellemstore banker den seneste
tid har hævet priserne.