Danske akutfolk vinder stor konkurrence foran tyskere og østrigere

Tre mænd fra Region Hovedstadens Akutberedskab har vundet European EMS.

Det danske hold: akutlæge Rasmus Hesselfeldt, der kører fast med Rigshospitalets akutlægebil og enkelte gange med de andre af regionens akutlægebiler, samt paramedicinerne Christian Hartvig og Michael Theilmann Møller. Foto: Regions Hovedstadens Akutberedskab

Regions Hovedstadens Akutberedskab er blandt de allerbedste i Europa.

I hvert fald, hvis man vurderer deres kunnen på baggrund af den netop overståede konkurrence European EMS i Madrid.

Den store dyst mellem akutberedskaber fra hele verden blev nemlig vundet af det særligt udvalgte danske hold bestående af akutlæge Rasmus Hesselfeldt, der kører fast med Rigshospitalets akutlægebil og enkelte gange med de andre af regionens akutlægebiler, samt paramedicinerne Christian Hartvig og Michael Theilmann Møller.

I finalen besejrede de et hold fra Østrig og et hold fra Tyskland, oplyser Region Hovedstadens Akutberedskab til TV 2 Lorry.

- Vi er utroligt glade for at vinde, for finalen var virkelig tæt. Det er første gang vi deltager, og selv om vi håbede på at gå hele vejen, var intet givet på forhånd, fortæller Rasmus Hesselfeldt, Christian Hartvig og Michael Theilmann Møller.

Finaleopgaven bød på en fiktiv trafikulykke med mange svært kvæstede personer, som de skulle behandle. I forbindelse med konkurrencen har holdet trænet i timevis for at gøre sig klar til alle tænkelige scenarier i forbindelse med udrykning i akutlægebilen. 

- Vi kan bruge erfaringen fra konkurrencen og træningen op til den direkte i vores arbejde ude på gaden, så behandlingen af patienterne hele tiden bliver bedre, siger Rasmus Hesselfeldt, akutlæge.

Den årligt tilbagevendende konkurrence blev første gang afholdt i 2016 på initiativ af Region Hovedstadens Akutberedskab. 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik