Arkiv Foto: TV 2 Lorry

Dansk kokainsag trækker tråde til Malmø

Svensk politi reagerede meget hurtigt, da Københavns Politi ønskede anholdelse af mand i Malmø.  

Som en udløber af efterforskningen mod blandt andre en freelancejournalist og en person i tøjbranchen har narkobetjente i København foretaget endnu en anholdelse.
 
Turen er kommet til en 37-årig mand, der bor i Malmø.
 
I et grundlovsforhør lørdag i Dommervagten i København er han blevet varetægtsfængslet, oplyser politikommissær Steffen Th. Steffensen.
 
Det gik stærkt, da betjentene på Politigården i København fredag formiddag bad deres kolleger i Sverige om assistance i sagen.
 
Et par timer senere var han anholdt.
 
- Han fulgte frivilligt med os tilbage til København, hvor han blev sigtet for at have modtaget halvandet kilo kokain, siger Steffen Th. Steffensen fra narkosektionen i afdelingen for organiseret kriminalitet.
 
Lovovertrædelsen skal være sket fra oktober 2010 til juni i år.
- Over for politiet har han nægtet sig skyldig, siger politikommissæren.
 
Han vil ikke gå nærmere i detaljer med baggrunden for mistanken mod den 37-årige.
 
I affæren er en brasilianer og en argentiner tidligere blevet afsløret med en kuffert med to kilo kokain på et hotel i København. Fra Brasilien rejste de først til Lissabon og fortsatte til Zürich, før de med tog fortsatte mod København.
Begge er blevet idømt fængsel i seks år.
 
Som led i denne sag er en freelancejournalist i sommer blevet varetægtsfængslet for at have deltaget i indsmuglingen.
 
Samme skæbne er overgået ejeren af en husbåd. Og forleden var det en person fra tøjbranchen, som blev anholdt og derefter sat i Vestre Fængsel.
 
Denne mand beskyldes for at have indsmuglet 3,5 kilo kokain fra Peru, men han nægter sig skyldig.