Dansk Byggeri: Byg tunnel fra Stevns til Sverige

En jernbanetunnel fra Stevns til Falsterbo Näs i Skåne er den ideelle løsning for de svenske højhastighedstogs videre færd ud i Europa frem for planerne om en udbygning af jernbanenettet via Helsingborg-Helsingør. Det mener brancheforeningen Dansk Byggeri, der tirsdag forelagde ideen for Flemming Damgaard Larsen (V), formand for Folketingets Trafikudvalg. Det skriver DAGBLADET Køge.

Ideen om en tunnel på det smalleste sted syd for København er opstået, fordi højhastighedstogene ikke kan komme op på tophastigheden 320 km/timen på det nuværende danske jernbanelegeme, og nye spor fra Helsingør og sydpå bliver besværlige at få omkring København. En forbindelse fra Falsterbo Näs til Stevns kan således give mulighed for at koble danske tog på den videre færd ud i Europa, siger Finn Bo Frandsen hos Dansk Byggeri til DAGBLADET Køge.

Borgmester på Stevns, Poul Arne Nielsen (V), er forundret over forslaget, og Karsten Nonbo (V), der er medlem af Folketingets Trafikudvalg, mener ikke, at forslaget har nogen gang på jord.

- Jeg kan pege på andre steder, der er mere egnede til højhastighedstog, siger Karsten Nonbo til DAGBLADET Køge.