00:32

Video: RFRSH Entertainment

Danmarks bedste e-sportshold tørner sammen foran 10.000

Nogle af verdens allerbedste computerkrigere møder nu hinanden i Royal Arena i København.

En hel ny turnering får premiere den 24. og 25. november, når der skal afholdes BLAST Pro Series i Royal Arena foran 10.000 tilskuere.

Her vil seks af verdens bedste Counter Strike-hold møde hinanden - herunder de to danske grupper, Astralis og North. 

Der er 250.000 dollars i præmiepenge (mere end 1,5 million kroner, red.), men hvis man skal tro de danske drenge, så er det omgivelserne - og ikke pengene - der trækker:

- Det er så fedt at spille foran en fyldt arena, og når det så er på hjemmebane i Royal Arena med mere end 10.000 tilskuere, kan det kun blive ekstra vildt. Der er mange, der ikke har oplevet en live-turnering før, men jeg kan kun sige: Glæd jer, lyder det fra Peter "dupreeh" Rasmussen, Astralis. 

Læs også Sydhavnske computerkrigere vandt 730.000 kroner

Også Philip ”aizy” Aistrup fra North glæder sig til at spille i Danmark:

- Vi spiller jo stort set altid turneringer i udlandet, hvor vi oplever at fansene holder mest med hjemmeholdet. Det bliver så fedt endelig, at kunne vise Danmark, hvad det her går ud på foran tusindvis af danske fans, siger han. 

Mød Peter "dupreeh" Rasmussen og Philip ”aizy” Aistrup her:

01:40 Luk video

Alle hold spiller samtidig på kæmpe scene

Som noget nyt skal alle seks turneringshold spille live på scenen samtidig. Så alle fans ved allerede ved billetkøbet, at de får lov til at opleve deres farvoritter på scenen: 

- Fansene behøver ikke længere være nervøse for, om deres hold kvalificerer sig til at spille på scenen, og om de får holdet at se - alle 6 hold optræder i Royal Arena. Samtidig! Eventen er en kompakt oplevelse uden lange pauser, men med masser af underholdning både før og mellem kampene, lyder det fra Jordi Roig, CCO og event-ansvarlig i RFRSH Entertainment, på RoyalArena.dk.

Alle deltagende hold er endnu ikke offentliggjort, men arrangørerne lover, at man kan opleve nogle af verdens bedste spillere. 

Astralis ligger da også i skrivende stund nummer to på verdensranglisten, mens North ligger nummer ni. 

Astralis har flere gange gået hjem fra turneringer med flere millioner i hænderne. Senest vandt drengene 1,7 millioner ved en konkurrence i USA i juni. De blev i februar hyldet for deres sportspræstation på Københavns Rådhus, hvor de fik rådhuspandekager. 

Læs også Danske esportsstjerner klar til kamp mod verdens bedste

SÅDAN FUNGERER CS:GO

 
  • To hold mod hinanden - fem på hvert hold. Det ene hold er terrorister og skal forsøge at plante en bombe, mens det andet hold agerer anti-terrorkorps, som skal forsøge at forhindre, at bomben detonerer.
  • En runde varer ét minut og 55 sekunder, og hvis terroristerne får held med at detonere bomben eller skyde alle fem modstandere ned, får de et point. Ellers går pointet til det andet hold.
  • Man spiller 15 runder, og så bytter de to hold roller. Det hold, der først når 16 point, vinder kampen. Nogle gange spiller man også bedst af tre eller bedst af fem baner.
Kilde: TV 2