Foto: Lorry

Dagplejen i Roskilde må fyre hver 10.

For en stund kunne de ånde lettet op i Roskildes kommunale dagpleje, da der blev indgået budgetforlig for 2013.

Her blev det sløjfet at lægge dagplejens ledelse ind under daginstitutionerne, hvilket dagplejen så som en trussel mod sin eksistens.

Alligevel står dagplejen nu foran endnu en fyringsrunde. 10 af de 100 dagplejere bliver afskediget, og smertegrænsen er ved at være nået. Dagplejen har siden 2010 kæmpet med underskud og fyringer efter indførelsen af en ressourcemodel, hvor pengene følger barnet. Det skriver DAGBLADET Roskilde.

Dagplejen kan knytte håb til, at der nu bliver sat gang i en analyse af dagplejens status og fremtid som alternativ til daginstitutioner. Det bliver dog ikke mødt uden skepsis.

- Jeg er bekymret for, om der virkelig vil blive lyttet til bestyrelsen, når man skal til at lave status. Der er flere områder i Roskilde, hvor man er så langt nede i antal dagplejere på grund af ressourcemodellen, at man er nødt til at overveje, om der stadig skal være dagpleje, siger Birgitte Borck Høg, formand for dagplejens bestyrelse.