Cykelrute skal gå gennem Christiania.

Der kommer en cykelrute gennem Christiania. Politikerne i Københavns kommune har nu besluttet at anlægge en cykelrute tværs gennem fristaden, så københavnerne let kan cykle til og fra Amager Strand. Det oplyser DR København.

Der har ellers været stor modstand mod ruten fra christianitternes side, men det har altså ikke bremset beslutningen.

- Vi har lyttet til de indsigelser, der har været, men en rute over Christiania har været det rigtige. Alternativet var at føre ruten ud omkring det yderste af Holmen, og det ville ikke være rimeligt over for cyklisterne, siger Venstres Lars Dueholm fra Miljø - og Teknikudvalget til DR København.

På trods af den store modstand mod cykelruten, tror Lars Dueholm ikke, cyklisterne skal være urolige for at bruge den kommende rute.

- Jeg regner ikke med, at der er nogen, der vil cyklisterne noget ondt, siger Lars Dueholm til DR København.

Enhedslisten, Dansk Folkeparti og SF - heriblandt Teknik - og Miljøborgmester Bo Asmus Kjeldgaard stemte imod ruten. Cykelruten er klar i slutningen af året - eller i begyndelsen af næste år.