Foto: TV2/Lorry

Clays Meyer får kæmpe bøde for ulovlig arbejdskraft

Madguruen, iværksætteren og tv-kokken Claus Meyer, der blandt andet er kendt for sit store sociale engagement, har fået en bøde på 250.000 kr. for at bryde loven og lade udenlandske studerende arbejde ulovligt i sine køkkener.

Det viser en aktindsigt, som tv2.dk har fået hos Københavns Politi.

Aktindsigten indeholder alle bøder, som virksomheder i 2013 har fået for ulovlig brug af udenlandsk arbejdskraft, og hvor virksomheden blot har betalt bøden i al stilfærdighed - i stedet for at gå i retten med sagen.

I alt har tv2.dk fået indsigt i 59 bødeforlæg - svarende til knap tre millioner kroner.

En gennemgang af akterne viser, at selskabet Meyer Kantiner A/S, der delvist ejes af Claus Meyer, topper bødelisten, der spænder mellem 10.000 kr og tv-kokkens kvarte million kr.

Betydelige bøder er også givet til en stribe andre velrenommerede og prominente virksomheder i hovedstadsområdet.

Førstepladsen ikke rar at have, fastslår Steen Halbye, administrerende direktør i Meyer Koncernen.

- Der er ikke andet at sige, end at vi ikke har været dygtige nok til at administrere denne regel fuldstændig konsekvent. Det er vores egen fejl. Det er dødssygt, men rigtigt. Der er ikke nogen søforklaringer der. Vi er rigtig kede af det, siger Steen Halbye til tv2.dk.

Ulovlighederne i Meyer Kantiner A/S vedrører tre udenlandske ansatte og har stået på mellem 2011 og 2013.

En af de tre bøder er givet for en ansat, der arbejdede ulovligt gennem 22 måneder fra 2011 til 2013. Det kostede tv-kokkens selskab 220.000 kr.

En anden bøde er givet for en ansat, der gennem to måneder arbejdede væsentligt mere end tilladt i Meyers køkken hos Novo Nordisk i Bagsværd.

Fælles for de tre sager var, at de ansatte som studerende ifølge arbejdstilladelsen højst måtte arbejde 15 timer om ugen, men arbejdede væsentligt mere.

- Det er ikke noget, vi er stolte af. Vi har fået et klask over fingrene, der

kan mærkes. Også i årsregnskabet, siger Steen Halbye.