Foto: TV2/Lorry

Chikane mod homoseksuelle i Tingbjerg

Et homoseksuelt par chikaneret i deres eget hjem. I går aftes fik de smidt et kanonslag på deres altan. Kanonslaget var så kraftigt, at et glasbord og parrets stole smadrede.

"Vi havde besøg af en veninde og hendes børn, da der pludselig kommer et lysglimt og et kæmpe brag, vi får allesammen et chok," siger Kasper til TV2/Lorry.

Parret kontakter politiet, som siger, at de vil forsøge at sende en vogn ud. 20 minutter efter springer et nyt kanonslag foran døren. Politiet siger, at de var i området, men parret blev ikke kontaktet.

"Vi oplevede det som frustrerende, at politiet ikke dukkede op," siger Kasper.

Parret har tidligere oplevet, at blive overfuset med ukvemsord og få kastet sten efter sig. Af sikkerhedsmæssige årsager står Kasper kun frem med fornavn. Han og manden har oplevet chikanerier, lige siden de flyttede ind i Tingbjerg for to et halvt år siden. Situationen betyder, at Kasper holder sig mere inden døre - især efter mørkets frembrud.

" De råber "homo" og "bøsse" alle mulige skældsord der henviser til min seksualitet," siger Kasper til TV2/Lorry.

Efter de tidligere episoder kom parret under skærpet tilsyn og politiet patruljerede dagligt. Parret vil nu igen komme under skærpet tilsyn.

"Det er klart at der her er tale om "hate crimes, det er noget vi tager meget alvorligt," siger politiassistent Martin Pallesen fra Lokalpolitiet Nordvest til TV2/Lorry.

I sidste uge var der en voldsom diskussion om, hvorvidt Tingbjerg er et usikkert område. Statistikken viser et kraftig fald i antallet indbrud og tyverier de seneste år, men også bydelens præst oplever chikane og stenkast.