Foto: TV2/Lorry

Byrådspolitikeres cpr-numre lagt på nettet

Siden onsdag den 28. august har det været muligt med få klik at få adgang til cpr-numrene for seks medlemmer af Helsingør Byråd, herunder borgmesterkandidat Henrik Møller (S). Det kunne Frederiksborg Amts Avis konstatere onsdag eftermiddag.

Ved en fejl har administrationen i Helsingør Kommune på dens hjemmeside Politiker Web lagt en fuldmagt online, hvor politikerne har skrevet deres fulde navn, adresse og cpr-nummer.

- Det er enormt uheldigt. Det skal ændres med det samme, siger Henrik Møller til Frederiksborg Amts Avis.

Ikke længe efter at avisen tog fat i kommunen for at spørge ind til offentliggørelsen, blev dokumentet fjernet.

- Det er en fejl af den slags, som vi siger aldrig må ske. Men ingen personer eller systemer er ufejlbarlige. Bilaget skulle ikke have været på hjemmesiden, siger kommunaldirektør i Helsingør Kommune, Bjarne Pedersen og forklarer, at dokumentet var havnet i en bunke med offentligt tilgængelige dokumenter.

Kommunaldirektøren føler sig meget sikker på, at der ikke ligger flere cpr-numre på nettet, men han vil ikke love, at det ikke kan ske igen.

- Jeg kan ikke garantere, at det ikke sker. Vi er meget opmærksomme, og borgerne skal ikke være bekymrede, siger Bjarne Pedersen.