Foto: Lorry

Byråd gav opgave til egen chef

- Det er ikke godt nok. Det må ikke kunne ske igen, lyder det fra borgmester Kim Valentin (V) i Gribskov Kommune. Hans egen administration og jurist har nu undersøgt, om det på nogen måde har påvirket beslutningen, at en kommunal chef havde økonomiske interesser i konsulentfirmaet De Fire Vinde ApS., som i 2012 blev engageret til at forberede »Danmarkshistoriens største udbud på social- og sundhedsområdet". Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Udbuddet havde virkning fra 1. maj i år, hvor opgaver for i alt 2,25 milliarder kroner blev givet videre til private selskaber samt kommunens eget selskab Pleje Gribskov. Kørt før, at kontrakterne blev skrevet under i april i år, blev borgmesteren gjort opmærksom på, at stifteren af konsulentfirmaet var gift med en af kommunens chefer, som også havde anparter i konsulentfirmaet. Honoraret til konsulentfirmaet er på 1,6 millioner kroner.

- Selv om vi nu ved, at det ikke kan have påvirket beslutningen om, hvem der skulle have opgaverne, må den slags ikke kunne ske. I byrådet fulgte vi indstillingen om valg af konsulentfirma uden at blive orienteret om personsammenfaldet i ejerskabet. Alligevel har det samlede byråd ansvaret for, at det skete, siger Kim Valentin.

Stifteren af konsulentfirmaet, Steen Houmark, har tidligere været ansat som sundhedschef i Gribskov Kommune. Før kommunesammenlægningen i 2007 var han sundhedschef i Græsted-Gilleleje Kommune.

- Det var direktionen, som havde opsøgt mig for at høre, om jeg ville påtage mig opgaven. Det var ikke min kone, men direktionen, jeg skulle referere til, siger Steen Houmark.