Den tyske U21-landsholdsspiller kom til Brøndby i sommer og er siden noteret for 24 superligakampe og 6 mål. I torsdags imponerede han med to scoringer, da Brøndby slog Randers og kvalificerede sig til semifinalen i pokalturneringen. Foto: Ida Guldbæk Arentsen - Scanpix

Brøndbys stjernespiller går ned i løn for at blive i klubben

Brøndbys fans kan ånde lettet op. Tysk stjerne går ned i løn for at blive i Danmark.

Det kom som lidt af en overraskelse for de fleste, da Brøndby IF i starten af sæsonen sikrede sig den tyske U21-landsholdsspiller Hany Mukhtar på en lejekontrakt fra portugisiske Benfica.

Fodbold handler om mere end bare penge

Hany Mukhtar

Ledelsen i Brøndby har tidligere erkendt, at det kunne blive svært at beholde ham af økonomiske hensyn, og det fik klubbens fans til at starte en indsamling for stjernen, der blandt andet var med til at sikre Brøndby semifinalen i pokalturneringen.

Under dagens derby mod rivalerne fra FC København smed man dog en bombe på storskærmen før kampen, skriver EB.dk.

Her oplyste man, at klubben har sikret sig Hany Mukhtar i de kommende fire år. Man har simpelthen købt ham fri af hans klausul på 10 millioner, således at stjernen kan bliver på Vestegnen. 

Læs også Fans vil beholde stjernespiller: Samler penge ind

Sportsdirektøren har længe arbejdet for at få en aftale på plads, men den er kun kommet i hus, fordi Hany Mukhtar er gået voldsomt på kompromis med sine økonomiske krav. 

Han er gået markant ned i løn, oplyser man. 

- Fodbold handler om mere end bare penge. Jeg elsker fodbold, og den spilleglæde, jeg har fundet i Brøndby IF, gjorde valget nemt. Jeg er stadig ung og har et langt fodboldliv foran mig, så det vigtigste for mig var, at jeg befinder mig et sted, hvor jeg er glad. Jeg har stadig mange punkter, hvor jeg skal udvikle mig, og her er Brøndby IF det rigtige sted for mig, siger spilleren selv i en pressemeddelelse. 

Aftalen med Hany Mukhtar er også et signal fra Brøndby om klubbens ambitioner, selv om klubben aktuelt er i færd med at tilpasse spillerbudgettet.

Det vil sige, at Troels Bech har skåret spillerbudgettet ned fra niveauet i underkanten af 65 mio. kr. til 55 mio. kr.

Aftalen med Hany Mukhtar ligger inden for Brøndby-budgettets rammer, fordi Brøndby her til sommer får frigivet mange lønkroner. Thomas Kahlenberg og Rodolph Austins kontrakter udløber. Og netop de to er truppens bedst betalte spillere.

  Foto: Brøndby IF