Brian skal løbe med kronprinsen: Sådan kan du løbe med

Over 20.000 har allerede meldt sig til Royal Run i København. En af dem er Brian Green, der sammen med sine døtre skal løbe med Kronprins Frederik.

Det kan være svært at finde motivationen til at finde løbeskoene frem, når vinden blæser og temperaturen ligger omkring frysepunktet. Nogle trodser dog alligevel januar-kulden og snører skoene godt til.

En af dem er Brian Green fra Greve, som til maj skal løbe Royal Run i Københavns gader. Derfor trækker han jævnligt hue og handsker på og tager en rask løbetur i den nærtliggende skov, så han kan være klar til at løbe med Kronprins Frederik.

quote Så synes jeg jo, det var en kærkommen lejlighed til, at jeg kunne tage rundt og se en masse flag inde i København, og føle det var min fødselsdag, der blev fejret

Brian Green, deltager ved Royal Run

Ligesom Kronprinsen kan Brian Green fejre sin 50-års fødselsdag i år. Det gør han endda den 21. maj, som er dagen, hvor Royal Run løber af stablen.

- For mig er det også lidt en milepæl at blive 50 år. Og så synes jeg, at når nu kronprinsen bliver 50 fem dage senere end mig, men holder det på min fødselsdag, så synes jeg jo, det var en kærkommen lejlighed til, at jeg kunne tage rundt og se en masse flag inde i København, og føle det var min fødselsdag, der blev fejret, siger Brian Green, der til dagligt arbejder som assurandør, til TV 2 Lorry.

Fakta om Royal Run

  • Tilmelding: Du kan melde dig til løbet på Royalrun.dk
  • Dato: Mandag den 21. maj 2018 (2. pinsedag)
  • Distancer: Du kan både løbe 10 kilometer eller "one mile" (1,609 kilometer)
  • Deltagergebyr: One mile: 75 kroner. - 10 kilometer: 250 kroner.
  • Antal tilmeldte: Dags dato er 21.196 tilmeldt løbet i København/Frederiksberg.

Døtrene er nødt til at træne sig op

Brian Green skal dog ikke løbe alene rundt på sin fødselsdag. Han kommer nemlig til at tage den ti kilometer lange tur gennem hovedstaden sammen med sine to døtre på 21 og 25 år. Og selvom det var Brians egen idé at melde sine døtre til, så har de taget det med oprejst pande.

- De sagde, ”far, hvis det er det, vi gør, så er det det, vi gør. Og så må vi jo træne os op til det,” siger Brian Green til TV 2 Lorry.

quote Mine døtre, der er det en reel udfordring, for de løber ikke overhovedet.

Brian Green, deltager ved Royal Run

Men hvor Brian Green uden problemer vil kunne løbe distancen, så er historien en lidt anden for døtrene, som kommer til at skulle træne sig op for at kunne løbe de ti kilometer til Royal Run.

Lige nu kan de nemlig kun løbe mellem én og to kilometer i ét stræk.

- Mine døtre, der er det en reel udfordring, for de løber ikke overhovedet. Vi står på ski sammen, men det med løb har ikke været noget, de har været motiverede af. Så det er den reelle udfordring, at de skal op og løbe ti kilometer, siger Brian Green.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik