Foto: TV2/Lorry

Brev: Din uddannelse lukker for nye studerende

Klassisk græsk, Polsk og Balkanstudier samt 10 andre fag på Københavns Universitet lukker for optaget af nye studerede.

Der bliver færre fag at vælge mellem for studieansøgere på Københavns Universitet.

13 små fag lukker for optaget af studerende.

Det fremgår af et brev, som de studerende på Københavns Universitet har fået, skriver Politiken.

Begrundelsen er penge og regeringens krav om, at alle videregående uddannelser skal spare to procent i de næste tre år.

En besparelse, der ifølge brevet svarer til i alt cirka 100 millioner kroner.

- Besparelser i denne størrelsesorden kan ikke lade sig gøre, samtidig med at vi opretholder den samme uddannelsesbredde som nu. Den væsentligste udfordring er, at vi har så mange små uddannelser med en økonomi, som ikke er bæredygtig. Derfor er det uundgåeligt, at enkelte uddannelser må lukke, andre må lægges sammen inden for større og mere levedygtige enheder, og endnu andre måske kun vil optage studerende hvert andet eller hvert tredje år, skriver Ulf Hedetoft, der er dekan på Det Humanistiske Faktultet i brevet.

Men optaget er foreløbig kun sat i bero, og mange af uddannelserne vil genåbne for optaget i 2017, skriver dekanen i brevet.

- Denne nulstilling af optaget i år er IKKE ensbetydende med en lukning af fagene. Mange af dem vil genåbne for optaget i 2017, enten i deres nuværende form eller inden for en anden og større uddannelsesramme.

Dekanen uddyber i brevet, at de studerende på uddannelserne naturligvis kan gennemføre deres uddannelser uden ændringer.

Uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen skriver i en skriftlig kommentar til Politiken:

- Københavns Universitets bevilling fra staten er i år mindre, end den var sidste år, og man skal finde steder at spare. At KU som led i den øvelse tænker i at lægge små fag sammen i større faglige enheder, synes jeg er positivt. Fag med meget få studerende kan få styrket deres faglige miljøer og studiemiljøer af at blive samlet ét sted eller på færre hold.

Ledelsen på Københavns Universitet melder først officielt beslutningen ud på mandag og vil først kommentere beslutningen der.