Brandmænd klar til badegæster

Den længe ventede sommerdukkert kan let forvandles til en smertefuld oplevelse i Nordsjælland. For brandmændene er kommet til kysterne.

Lørdag lå de i lag ved Snekkersten, i går
formiddag varslede Den Nordsjællandske Kystlivredningstjeneste
rigtig mange brandmænd ved Gillelejes to strande, og livredderne
følger løbende udviklingen, som opdateres på hjemmesiden
www.nordkysten.net. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.- Jo
længere hen på sommeren vi kommer, desto flere brandmænd, siger
cheflivredder ved Nordkysten John Mogensen. - Som regel ligger
de relativt dybt i det kolde bundvand. Når fralandsvinden
fjerner det varme overfladevand, kommer det kolde bundvand ind -
og brandmændene følger med. Et møde med en brandmand gør ondt.
Men det er helt ufarligt, forsikrer Per Warrer Petersen, der er
praktiserende læge i Tisvildeleje på Nordkysten. Her har
badegæsterne de seneste dage været plaget af brandmænd.- Det
bedste råd er at sæbe sig ind og barbere sig. Så fjerner man de
gifttentakler, som brandmandens to meter lange arme afsætter,
siger Per W. Petersen. - Men hvem går i vandet med barberkniv og
sæbe? Mere realistisk er det at gnide med sand, skylle med vand,
og så smøre ind i noget beskyttende solcreme eller salve. Det
gør ondt et par timer, men så er det overstået. Ifølge et
husgeråd er det effektivt at tisse på brandmandssåret. Og det
virker faktisk også, selvom det nok ikke lyder så lækkert, siger
Per Warrer Petersen.