Foto: TV 2 Lorry

Brandmænd kæmper stadig på Experimentarium

Hertil morgen er Gentofte Brandvæsen stadig i gang med efterslukningen af den voldsomme brand, der i går hærgede Experimentarium i Hellerup.

Natten igennem har brandfolk fra både Gentofte og København haft travlt med at sikre, at den voldsomme ildebrand ikke blussede op igen.

Omkring kl. 14.00 i går udbrød der en omfattende brand i Tuborgs gamle lokaler, som indtil for nyligt har huset Experimentarium.

Først kl. 18.00 lykkedes det brandfolkene at få ilden under kontrol og slukke den.

- Det har virkelig været en voldsom omgang. Og det gik helt utroligt hurtigt, siger Henrik Suhr, Pressekoordinator for Nordsjællands Politi.

Hvad årsagen til branden er vides endnu ikke, men politiet formoder, at det var gnister fra arbejdet med tagpap, der antændte branden.

Kl. 12.00 regner politiet med, at resterne af bygningen er helt slukket og eftersikret. Derefter kan de gå i gang med de tekniske undersøgelser og afhøring af vidner.

Vi følger fortsat sagen.