Brand lukker Klostermarksskolen

Klostermarksskolen i Roskilde måtte mandag ved middagstid kaste håndklædet i ringen og lukke. Rengøringsfolk havde ellers brugt mere end et døgn på at gøre rent efter den brand, der natten til søndag brød ud, men skolen har stadig store problemer. Det skriver DAGBLADET Roskilde.

- Vi har valgt at lukke skolen fra klokken 11.30. Her er simpelthen hundekoldt. Vi holder også lukket tirsdag og onsdag, fordi vi vil sikre os, at varme- og ventilationsanlægget er renset igennem, inden det kommer i gang, og det siger rengøringsfolkene, at de kan nå på to dage, siger skoleleder Ib Gerner Christensen.

Det var en eltavle, der søndag klokken 1.14 brød i brand. Ilden kom hurtigt under kontrol, men røgen nåede at brede sig til det meste af skolen, som blev dækket af et tyndt lag sodstøv. Det lykkedes Skadeservice Danmark at få klasseværelserne klar til mandag morgen, mens faglokalerne endnu er lukket, og nu får rengøringsfolkene altså nok at se til med at få renset ventilationen, inden skolen åbner igen torsdag.

Skolens kontor vil dog være åbent både mandag, tirsdag og onsdag, og de børn, som skulle have været i SFO Kilden, kommer i Kongebakken SFO.

Det er endnu uklart, hvorfor eltavlen på Klostermarksskolen brød i brand, skriver DAGBLADET Roskilde.